Grænseforeningen, national forening, oprettet 1920/21 for "med alle lovlige Midler, saavel aandeligt som materielt, at støtte og udvikle Danskheden syd for Grænsen" samt oplyse danskerne om grænsesagen. Foreningen blev paraplyorganisation for de mange sønderjyske foreninger, som var blevet stiftet fra slutningen af 1800-t.

Grænseforeningens stiftere, bl.a. formanden 1926-42, rektor H.P. Hansen (1867-1942), var tilhængere af en Dannevirke- eller Flensborggrænse. Først fra ca. 1930 tilsluttede 1920-grænsens fortalere sig, herunder socialdemokrater og radikale. Medlemstallet steg fra 33.000 i 1923 til 100.000 i 1942. Sydslesvigspørgsmålet aktualiseredes efter maj 1945 og betød en kraftig vækst i medlemstallet, der rundede 200.000 i 1949. Under Holger Andersens ledelse (1943-61) førte foreningen pga. sin politiske bredde en moderat grænsepolitik. Da det stod klart, at 1920-grænsen lå fast, og det dansk-tyske forhold blev præget af afspænding, begyndte medlemstallet at falde. I 2014 var det på 14.000.

Grænseforeningen støtter det danske mindretals skoler, børnehaver, biblioteker, kulturelle foreninger og sociale opgaver samt sydslesvigske børns ferieophold i Danmark. Den administrerer betydelige statstilskud og indsamler desuden penge ved Det Sønderjyske Lotteri og ved salg af Dybbølmærker. Se også Sydslesvig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig