I årene forud for 2. Verdenskrig var strikning på retur som håndarbejde. Under krigen fik teknikken en opblomstring som følge af mangelsituationen. Fra 1960'erne fik strikning en renæssance. Et normbrud førte bl.a. til, at mange brød med samfundets konventioner og flyttede på landet, havde fårehold, lærte at karte uld, spinde og farve og begyndte at strikke. Fra bl.a. kollektivbutikker blev der solgt færdige strikmodeller og plantefarvede garner. I 1970’erne blev hønsestrik moderne, og også mænd strikkede.
I 1980’erne samarbejdede maleren Kaffe Fassett med garnfirmaet Rowan i Yorkshire i England. Fassett udnyttede deres mange farvenuancer, og han fik stor international succes med sine exceptionelle strikkeopskrifter. De store modecentre i London og Paris viste nyskabende strik, og garnsalget steg. Man begyndte at interessere sig for strikningens historie, og hvor man tidligere havde gemt strikkede mesterværker af særlig historisk interesse på de store museer, blev nu også egnsmuseerne genstand for intensive studier.
I løbet af 1990’erne dalede interessen for strikning betydeligt. Men med internettets udbredelse i begyndelsen af det nye årtusind fik strikning igen nyt liv, i 2020 står teknikken stærkt som hobby og rekreativ aktivitet. Med ét har strikkere over hele verden fået mulighed for at dele teknikker, viden og modeller på sociale medier som Facebook, Instagram og det særlige medie Ravelry, som er for folk, der strikker og hækler. På YouTube ligger utallige videoer af varierende kvalitet, publiceret af en bred vifte fra begejstrede amatører til professionelle publicister og fagfolk. Her finder man hjælp til at lære sig selv alt fra de første masker til de mest avancerede teknikker.
Der udgives og sælges bøger, magasiner og opskrifter i dag i en hidtil uset mængde, og særligt populære designere og influencere inden for strik kan have mere end 300.000 følgere på sociale medier som Instagram.
Strikkere mødes traditionelt til kurser på fx aften- og højskoler, men der afholdes også utallige arrangementer såsom strikcafeer, strikkefestivaller, messer, markeder og særlige arrangementer såsom ”strik og drik”.
Strikning kan også have karakter af velgørenhed. Fx strikker man tæpper af garnrester til hjemløse, og på neonatalafdelinger modtager den nyfødte håndstrikket tøj, især i form af huer, som er strikket og doneret af engagerede strikkere.
Hvor efterkrigstidens husmødre strikkede baby- og børnetøj af nødvendighed og i manglen på et større udvalg af konfektionsfremstillet børnetøj, så er nutidens hjemmestrik til de mindste ofte belagt med status og prestige; hjemmestrikket babytøj kan signalere overskud og kvalitet. Begreber som slowfashion og bæredygtighed spiller også ind. Desuden er der kommet fokus på strikningens stressforbyggende virkninger og sundhedsfremmende effekter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.