Syning. Den gyldne kjole, der opbevares i Uppsala domkirkes museum, har ifølge overleveringen tilhørt dronning Margrete 1., som kunne have båret den ved sit bryllup som tiårig i 1363. Det ville stemme overens med kjolens meget spæde størrelse (brystvidde 81 cm) og dens snit, der stilmæssigt hører tiden til; men en kulstof 14-undersøgelse daterer den til 1405-39. Margrete 1. døde i 1412.

.

Syning. En søm på dronning Margretes gyldne kjole, der er syet med bagsting, hvorefter sømmerummet er bøjet tilbage til hver sin side og nedsyet med en række forsting.

.

Syning. Sidesømmene og rygsømmen er ekstra bearbejdet i livet. Først er der som normalt syet en række bagsting, og derefter er sømmerummet bøjet tilbage til hver sin side. På bagsiden er den færdige søm blevet trukket op, og en række bagsting er syet gennem hele sømmen, fire lag stof, således at sømmen danner en bukkel mod indersiden. Til sidst er sømmerummet syet ned til hver side med en række forsting. Disse forstærkede sømme har været tilklippet med ekstra sømmerum.

.

Syning.

.

Syning, sammenføjning med nål og tråd af fx tekstiler, skind, læder eller fjer. Syning sættes oftest i forbindelse med fremstilling af beklædning, men har til alle tider også været benyttet til fremstilling af brugs- og prydtekstiler til boligen og især til kirken.

En anden form for syning, nemlig dekorativ udsmykning af tekstiler vha. nål og tråd, kaldes broderi.

Syredskaber

Til syning kræves foruden materialet, der sys i, nål, tråd og et redskab til tilskæring. Man har kendskab til nåle af horn og ben, som er ca. 20.000 år gamle, og nåle af bronze er bevaret fra bronzealderen; i enkelte tilfælde er der fundet nåle af jern og bronze i vikingetidens kvindegrave.

Moderne nåle er fremstillet af stål. Så snart man begyndte at sy tøj af vævet stof, har den tråd, man syede med, været spundet; indtil da var tråd sandsynligvis fremstillet af dyresener.

Jordfund fra tidlig middelalder viser, at uldtråd har været benyttet til syning af uldbeklædning, hvorimod man i sen middelalder formodentlig mest har anvendt hørtråd til sømarbejde. Ofte har både hør- og silketråd været brugt; silke til dekorative formål eller synlige sømme. I jordfundne tekstiler er sytråd af animalske fibre oftere bevaret end sytråd af vegetabilske.

Omkring årtusindskiftet anvendes syntetisk sytråd af polyester i stor udstrækning til at sy i alle slags materialer, fx også stoffer af naturlige fibre med andre egenskaber end trådens.

To saksetyper er kendt. Den ældste form har to forholdsvis brede blade, der i håndtaget ender i en bøjle, der danner et c-formet, fjedrende håndtag; en sådan saks kan sandsynligvis dateres til bronzealderen og var i Europa den mest anvendte model frem til middelalderen.

Den anden saksetype, som er den, der bruges i dag, var i brug i det klassiske Rom, i Kina, Japan og Korea, men først fra 1500-t. blev den almindelig i Europa. En større produktion af denne slags sakse i støbt stål blev indledt i Sheffield i England midt i 1700-t. Se også saks.

Til beskyttelse af den finger, der presser nålen gennem tøjstykkerne, benyttes et fingerbøl, som er et hylster af metal, ben, plast eller andet hårdt materiale. Fra middelalderlige jordfund kendes fingerbøl af bronze eller messing magen til nutidens.

Syteknik

Sømme dannes af en række ens sting; de kan være syet enten i hånden eller på maskine og kaldes nyttesømme eller dekorative nyttesømme efter deres formål.

De nytteprægede systing kan anvendes til sammensyning af to eller flere stykker stof, til kantninger, til påsyning af lapper og til knaphuller. Nålens og trådens tykkelse, stingenes længde og indbyrdes afstand skal afpasses efter det tekstile materiales kvalitet.

Allerede på fund fra bronzealderen ses de primære syteknikker, dvs. kastesting, forsting og sømmesting. I enkelte tilfælde kombineres kastesting og forsting til komplicerede syninger med dekorativ virkning.

Også tungesting med og uden underlag, flossyning og snoresyning anvendes her med dobbelt formål, nytte og dekoration, og især tungesting kan anvendes fantasifuldt; en videreudvikling af tungesting er maskesyning, der dog synes at have et rent dekorativt formål. Enkelte fragmenter viser eksempler på heksesting og knaphulssting.

I middelalderen og i 1500- og 1600-t. var forsting en af de mest anvendte metoder til sammensyning af to stykker stof, hvor forstingene løber parallelt med de afskårne kanter. På steder, hvor sømme var udsat for pres eller stræk, fx ved ærmegab eller ved skråt afskårne kanter, hvor den afklippede kant lettere trevler, benyttedes en variation af bagsting, ofte kombineret med forsting.

Et bagsting følges af 3-4 forsting, hvorved bagstinget låser de foregående forsting. Når bagsting sys alene, kan de sys med en regelmæssig, lille afstand, eller de kan sys helt tæt sammen; den sidste variation kaldes i dag stikkesting. Ved syning af kanter blev stoffet foldet en gang og syet med sømmesting eller en række forsting enten ved den afklippede kant eller tæt ved folden.

Når stoffet var tyndt og tilbøjeligt til at trevle, foldede man kanten to gange, før den blev syet ned med sømmesting. I helt tynde stoffer anvendtes en rullet kant, syet ned med kastesting; en teknik, der kræver stor øvelse.

Knaphulssting eller tungesting kan benyttes til oversyning af kanter, men de har især været brugt til snørehuller og fra knappens indførelse i det nordlige Europa i begyndelsen af 1200-t. til knaphuller.

Fra 1600- og 1700-t. og senere, hvorfra det bevarede dragtmateriale er omfangsrigt, ses de hidtil nævnte sømme og enkelte andre, som dog kan have eksisteret tidligere, uden at der er fundet spor af dem. En variation af konturstinget blev benyttet meget, men efterhånden afløst af bagsting. I 1600- og 1700-t. blev dragter almindeligvis syet sammen fra vrangsiden, men i sidste halvdel af 1700-t. blev en del dragter syet sammen fra retsiden.

I slutningen af 1700-t. ses sammensyninger foretaget med priksyning fra indersiden, hvor for og yderstof blev syet sammen samtidig, og der på forsiden fremkommer en synlig bræmme af yderstoffet. Priksyning kan sys på forskellige måder, dvs. med forsting eller bagsting eller med en kombination af dem, men fælles for alle metoder er, at sømmen er ens på begge sider og fremstår som små prikker. Metoden blev især brugt ved belægning af kanter og sammensyning af for og yderstof ved kanter.

Andre syteknikker fra perioden er rendering, der i 1700-t. især ses i tynde stoffer, og kædesting, der benyttes ved sammensyninger og til at holde rynker på plads. Ved rendering sys der på arbejdets forside med forsting for at camouflere en sammensyning; der sys skiftevis på højre og venstre side af sammensyningen et forsting, der ses som en lille prik. Hollandsk kastning og grensting, der har en dekorativ effekt, sys, hvor to kanter stødes op mod hinanden.

Broderihåndværket var allerede i middelalderen højt udviklet, og det er usikkert, hvor stor udveksling af forskellige syteknikker der har været mellem håndværkeren, der udførte broderi, og skrædderen, da der dengang herskede skarpe faggrænser. Inden for de forskellige sociale lag må der formodes at have været store forskelle på det tekstile materiales kvalitet, på valget af mere eller mindre kunstfærdigt udførte sømme og på sytrådens kvalitet.

Det vides ikke, hvorfor en beklædningsdel undertiden indeholder forskellige slags sømme; fx kan et ærme både have sømme syet med forsting og sømme syet udelukkende med bagsting. Det kan skyldes, at der har været et større træk på visse sømme, men måske også, at nogle sømme skulle sys enklere, for at man lettere skulle kunne foretage ændringer; endelig kan det skyldes økonomi. Muligvis har der eksisteret en række regler for anvendelse af sømmeteknikker, der i dag er ukendte. Se også symaskine.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig