garn

Garner. Tv.: S-snoet garn tvundet af to Z-snoede enkeltgarner. To enkeltgarner tvindes sammen til totrådet garn. I midten: tretrådet garn. Ved tvinding i én arbejdsgang spindes først, alt efter trådantallet, to, tre eller flere enkeltgarner, som siden i én arbejdsgang tvindes sammen til et flertrådet garn. Th.: sekstrådet garn tvundet i to arbejdsgange. Ved tvinding i flere arbejdsgange bliver enkeltgarner først tvundet til totrådede garner. Derefter bliver flere totrådede garner tvundet sammen til ét flertrådet garn.

.
Licens: Materialet er fri af ophavsret

Garn, fællesbetegnelse for strenge af tekstile fibre, som kan være naturfibre, fx uld, silke, bomuld og hør, og kemisk fremstillede fibre, kemofibre. Fibre med begrænset længde, fx bomuld og uld samt afkortede kemofibre, kaldes stapelfibre. Endeløse fibre som kemofibrene og også afhaspet silke kaldes filamentfibre.

Fibrenes egenskaber har betydning for, hvordan det færdige garn bliver, ligesom deres behandling igennem fremstillingsprocessernes forskellige etaper er afgørende. Man vælger fiber og fremstillingsproces ud fra det formål, garnet skal bruges til.

Når stapelfibre skal spindes, må de først paralleliseres; det sker ved kartning. Yderligere parallelisering kan ske ved kæmning og strækning. Derefter tilføres snoning ved spindingen.

Korte fibre behøver flere snoninger end lange for at give holdbart garn, hvor fibrene ikke glider fra hinanden i brug. Jo længere fibrene er, des tyndere kan garnet spindes, da fibrene har stor kontaktflade. Filamentfibrene er så lange, at snoning ikke er nødvendig for at give garnet styrke; et garn kan derfor bestå af én kemisk fiber (monofilamentgarn). Garn af flere filamentfibre (multifilamentgarn) behøver kun en let snoning for at holde fibrene sammen og øge styrken.

Filamentfibrene er som regel glatte og ensartede. Med forskellige behandlinger kan man ændre de kemisk fremstillede filamentfibres udseende og egenskaber, fx gøre dem mere krusede og luftige eller elastiske.

Spindingen har til formål at holde fibrene sammen til garn. Få snoninger giver fyldigt og blødt garn. Flere snoninger giver mindre fylde, men mere styrke indtil et vist punkt, hvorefter fibrene overbelastes, og garnet til sidst knækker. Spindingen er derfor en vigtig del af garnets design.

Ofte tvinder man flere spundne garner sammen; det gøres med snoning i modsat retning af spindingen. Man skelner mellem Z-snoning og S-snoning, efter hvordan snoningerne ligger i garnet. Tvinding påvirker både garnets styrke og udseende, og mange garner er tvundne af to eller flere enkeltgarner.

Kvaliteter

Et garns kvalitet og egenskaber afhænger af fibrenes egenskaber og af fremstillingsmåden.

Stapelfibre skal spindes for at blive til garn. Man skelner principielt mellem to grundtyper af spundne garner, kartegarn (strøggarn), hvor fibrene er kartet, og kamgarn, hvor fibrene er kæmmet før spinding.

Kartegarner spindes af korte, krusede fibre, som er bløde og har en stor isoleringsevne, og disse egenskaber understreges i garnfremstillingen. Garnet snos, mens fibrene ligger i en vis orden, men på kryds og tværs. Derved opstår luftrum i garnet, som får en stor isoleringsevne og en lodden overflade pga. mange fiberender.

Kamgarn spindes af parallelle fibre og bliver kompakt, stærkt og glat og får mindre isoleringsevne end kartegarn. Kamgarner er hårdtsnoede og bruges til tekstiler, hvor man ønsker glans, styrke, smudsafvisning og en klar struktur frem for varme og blødhed.

Halvkamgarner er mellemformer, hvor kæmning er udeladt, men hvor en parallelisering opnås ved strækning af de kartede fibre, før de spindes. Garnet bliver jævnere og mere kompakt end kartegarn og mindre glansfuldt end kamgarn.

Effektgarner opstår ved variationer i den måde, enkeltgarnerne lægges om hinanden på, når de tvindes.

Til strikkegarn er blødhed og fylde som regel vigtigere end garnets styrke. Skudgarner til vævning skal også være fyldige, men de er generelt hårdere spundet og tvundet end strikkegarner. Kædegarn til vævning skal være stærkt, dvs. hårdt spundet med mange snoninger og gerne flertrådet for at få tilstrækkelig styrke.

Kemofibre er generelt glatte og uelastiske, med lille isoleringsevne, ringe evne til at optage fugt og en tilbøjelighed til statisk elektricitet. Ofte ønskes andre egenskaber, hvilket medfører en intens produktudvikling. Teksturering (varmebehandling) ændrer kemofibrenes struktur og egenskaber. Man kan fx give dem større fylde, elasticitet, større varmeisolerende evne (luft i garnet), blødhed og bedre fugtoptagelse.

Kemofibre skæres også op i korte fibre og spindes. Det giver garnet fyldighed, blødhed og ru overflade. De kan også blandes i naturfibre, fx for at opnå lavere pris, øget vaskeevne eller større glans.

Håndarbejde

Vævede, strikkede eller hæklede arbejder udføres for det meste til eget brug, og de fleste er villige til at betale for en god garnkvalitet. Naturmaterialerne uld, bomuld, silke og hør er de mest benyttede. Garnerne kan blandes industrielt med syntetiske fibre for at få en speciel effekt eller særlige brugsegenskaber. Garner sælges normalt i nøgler a 50 g, og de er i Danmark fra forhandlerens side mærket med angivelse af fiberindhold, oprindelsesland, garnnummer, vaskesymboler samt, hvad vævegarn angår, også med angivelse af, hvor langt garnet rækker i forhold til vægten. Broderegarn i uld eller bomuld fås i dukker a 2-3 g, og garntrådene kan sys samlet eller delt alt efter den ønskede finhed i forhold til arbejdet. I Danmark findes (1996) kun mindre spinderier, og de producerer fortrinsvis til brug for hjemmemarkedet. Større samhandel efter 2. Verdenskrig, konkurrence på lønninger og øgede miljøkrav specielt mht. farvning har udelukket en større produktion.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig

Fagansvarlig for Tråd og garn

Kathrine Vestergaard Brandstrup
Københavns Universitet