Tekstiler. Vogntogsscenen, en detalje fra det uldne vægtæppe i billedvævning fra ca. 834, der sammen med mange andre genstande, bl.a. fornemme dragter og redskaber til tekstilfremstilling, lå i det vikingeskib, som blev udgravet i Oseberg i Norge i 1904. Øverst ses en rekonstruktion i akvarel, nederst originalen. Tæppets fulde længde kendes ikke, da det er dårligt bevaret, men højden er 16-23 cm. Vikingskipshuset, Oslo.

.

Tekstiler. Fremstilling af metervarer på en tekstilfabrik involverer en lang række processer, hvoraf nogle få beskrives her. 1Warpning: Tråde fra spinderiets garnnøgler føres over på en valse (bom), hvor de rulles op ved siden af hinanden og kommer til at danne det langsgående trådsystem i det vævede stof, kæden/trenden. 2Sletning: Kædetrådene fra bommene trækkes igennem et slettebad, hvori de påføres en varm, stivelsesholdig væske, sletten, som styrker trådene før vævningen. Valser presser overflødig slette ud af garnet; det tørres og oprulles på en vævebom. 3Trykning: Det vævede stof påtrykkes mønster i en rotationstrykkemaskine, hvor hver skabelon tilfører sin farve; på billedet bevæger stoffet sig fra venstre mod højre. 4Appretering: Stoffet føres igennem et kemikaliebad, der skal forbedre fx glans, krøl-, farve- og gnideægthed. Fotografier fra slutningen af 1980'erne.

.

Tekstilfremstillingens udvikling inden for forskellige kulturområder har bl.a. været påvirket af forekomsten af naturlige fibre.

Plantefibre

Et fragment i et ikke identificerbart materiale fra ældre stenalder (ca. 7000 f.v.t.) fra en boplads ved Cayönü Tepesi i Anatolien og et stykke tekstil af plantefibre, vævet i drejerbinding, fra Nahal Hemar-hulen i Israel må regnes blandt de ældste tekstilfund i vores del af verden. Et lærredsvævet fragment fra 6000-tallet f.v.t. fra Catal Hüyük i Anatolien er fundet sammen med væve- og tenvægte.

Det tidligste fund i Europa stammer fra en nu undersøisk stenalderboplads i Tybrind Vig i Lillebælt. Fragmentet består af en bastfiber og er udført i en form for nålebinding, hvor trådene er bundet med tungesting. Fragmentet dateres til 4200-2300 f.v.t.

Fra ca. 2000 f.v.t. findes en del fragmenter af hør i sumakteknik fra nu undersøiske pælebopladser i Schweiz, og fra Peru kommer 10.000 år gamle tekstilfund i en teknik baseret på knytning og fletning.

Bomuld blev dyrket i Sydamerika fra ca. 3000 f.v.t., og bomuld og alpakauld anvendt sammen førte til en rig tekstilkunst. Fælles for de tidligste tekstilfund er dels den hyppige anvendelse af primær tekstilteknik, der udføres med en enkelt tråd, fx knytning og sprang, dels teknikker beslægtet med kurvefletning, men man må formode, at filtning har været den tidligste metode til forarbejdning af uld.

Animalske fibre

Selvom fåret blev domesticeret i Mellemøsten ca. 8000 f.v.t., blev uld ikke udnyttet i nogen større udstrækning før i 3000-tallet f.v.t. I Kina kan de ældste silkefund dateres til 3000-2500 f.v.t.

De danske bronzealderdragter er dateret til 1300- og 1200-tallet f.v.t.; alle er vævet i lærredsbinding med groft uldgarn og siden valket, enkelte stykker er udsmykket med flossyning. Det svenske mosefund Gerumsbergkappen i kipervævning og de danske Huldremosefund også i kiper og med lukkede kædeløkker, der tyder på brugen af en rundvæv, er dateret til førromersk jernalder 400 f.v.t.

Det ældste bevarede knyttede orientalske tæppe, Pazyryktæppet, stammer fra 500 f.v.t. fra en skythisk høvdingegrav i Altajbjergene i Sibirien. I Tyrkiet er der gjort fund af fragmenter og hele tæpper, som kan dateres til 1200-tallet Fra 400- og 500-tallet stammer nogle kunstfærdigt udførte brikvævede bånd fra dragtfund, især fra Högom i Sverige og Evebø/Eide i Norge.

Fra vikingetiden, 800-1050, findes mange tekstile fund. Den rigt udsmykkede skibsgrav ved Oseberg i Norge giver med nogle pragtfulde, teknisk komplicerede billedvævninger, der var noget nyt i Norden, indblik i datidens tekstile indretning. Dansk vikingetid repræsenteres af gravfund fra Mammen og Hvilehøj.

Fundene fra vikingetiden vidner om handelsforbindelser med det øvrige Europa, men også med Det Byzantinske Rige og Orienten via de russiske handelsveje. Det afspejles tydeligt i fundene fra handelsbyen Birka ved Mälaren i Sverige.

Ud over et enkelt stykke kinesisk silke er der bevaret et stort antal silkefragmenter fra Det Byzantinske Rige og det østlige Middelhavsområde, alle i teknikken samitum. Ligeledes er der i Birka fundet fragmenter af uldstoffer vævet i kiper, der har en slående lighed med lignende uldfragmenter fundet i Palmyra. Disse fund er dateret til 200-tallet, dvs. adskillige hundrede år før Birkatekstilerne.

Palmyra var en af de vigtigste handelsstationer på Silkevejen i den syriske ørken. Silkevævningen har sin oprindelse i Kina, og mange silkefragmenter er bevaret fra Handynastiet (202 f.v.t.-220 e.v.t.). I Palmyra, der blev ødelagt af romerne i 273, er der gjort fund af kinesisk silke. De polykrome silker fra perioden karakteriseres ved bløde og flydende former og farveovergange.

Fra Tangdynastiet (618-907) er det bestående materiale igen fyldigt, bevaret i japanske samlinger. Nogle af de bevarede silker vidner om sasanidisk indflydelse, hvilket fremgår dels af teknikken, dels af de farvestærke dyremotiver inden for cirkelformede medaljoner.

Fra den egyptiske ruinby Antinoë kendes et antal vævede silkefragmenter, der menes at stamme fra Persien fra det sasanidiske dynasti (224-651). I de sasanidiske silker ses for første gang rapport i mønsteret, samtidig med at det spejlvendes omkring en akse parallel med kæden. Til forskel fra de kinesiske silkers flydende former har de sasanidiske kontrasterende farveflader med klart afgrænsede overgange.

I den sidste fase af den sasanidiske mønstring ses de cirkelrunde kranse med symmetriske og profilstillede par af dyr eller dyrehoveder eller en lotusblomst. Disse mønstre fortsatte persiske vævere med at fremstille flere hundrede år efter det sasanidiske dynastis ophør.

I begyndelsen af 1400-tallet udvikledes en selvstændig stil i Osmannerriget. Den tyrkiske stil er udpræget dekorativ med stiltræk fra både Italien og Persien. Påvirkningen fra Persien ses i de naturalistisk tegnede blomster, fx tulipaner, hyacinter og nelliker, der blev vævet i friske og usædvanlig holdbare farver.

Strikning har været kendt i ca. 1000 år, men hvornår og hvor teknikken opstod, vides ikke. Strikketeknikken har mange lighedspunkter med nålebinding, og de to teknikker kan være svære at skelne fra hinanden.

Efter ca. 1400

Tekstiler fik i 1500-, 1600- og 1700-tallet stor betydning ved fyrstehoffer og i andre fornemme miljøer. Til demonstration af magt, ære og rigdom fremstilledes pragtfulde vævede tapeter, bordtæpper, hvidt dækketøj og tekstilt udstyr til sengen, der dengang var det største og dyreste møbel. Modedragten med kostbare kniplinger og broderier var med til at understrege status i samfundet.

Hør og linned

Kombinationen af kendskab til hørdyrkning og linnedvævning i enklere mønstre i Flandern og damaskteknikken, der blev videreudviklet i 1400-tallet i Italien, men har sin oprindelse i Mellemøsten i de første århundreder efter vor tid, førte til linneddamaskvævningens opblomstring i Nederlandene i 1500-tallet; i 1600-tallet blev Haarlem et hovedcenter for damaskvæverier.

Motiverne stammede især fra bibelske fortællinger, men også jagtscener, allegorier og mytologiske scener blev benyttet som mønstre.

En af de ledende damaskvævere, Paschier Lamertijn (1562-1621), var blandt de vævere, som Christian 4. i 1619 indkaldte fra Holland til silkeværkstedet i København. Kunsten at væve linneddamask spredte sig til adskillige lande. Af størst konkurrencemæssig betydning blev damaskvæverier i Sachsen og Schlesien, hvor linnedvævning havde været dyrket i flere århundreder.

I Danmark grundlagde storkøbmanden Niels Ryberg Kjøng Fabrik i 1780; fabrikken ophørte i 1906. Da jacquardvæven, der blev opfundet i 1805, omkring 1830'erne var blevet almindelig på de fleste linnedvæverier, blev dækketøj økonomisk opnåeligt for en bredere befolkning.

Silke

Italiensk silkeindustri var fra middelalderen førende med Lucca og Venedig som vigtigste centre. Motiverne var mange, og inspirationen kom fra flere sider, bl.a. Kina og islamiske tekstiler. De asymmetriske mønstre med et mylder af elementer, fx kendte eller fantasifulde dyr og blomster, blev næsten altid vævet i lampasteknik.

Den italienske silkevævnings højdepunkt begyndte omkring 1430 og varede ca. hundrede år. Samtidig skete der et stilbrud, hvor mønstringen næsten udelukkende blev symmetrisk tegnet med granatæblemotivet som det mest anvendte; motivet er beslægtet med palmetten, der stammer fra den kinesiske lotusblomst.

Avancerede vævetekniske metoder blev benyttet i mønsterfremstillingen, fx damask og fløjl med skåren og uskåren luv, men også guld- og sølvindslag ses. Foruden Venedig var Firenze og Genova vigtige produktionssteder.

I 1600-tallet fik silkevævningen centrum i Frankrig. Blomstermotiverne, der var dominerende, blev i 1700-tallet mindre pompøse og mere naturalistiske. Rokokoen, der slog igennem i Frankrig ca. 1720, er karakteriseret ved bevægelse og asymmetri; vuggende blomsterranker, guirlander og rocailler var periodens mest anvendte motiver.

Silkeproduktionen fra Lyon blev stilskabende for hele perioden. Kunstneren og tegneren Jean Revel (1684-1751), der var nyskabende inden for mønstertegningen, udviklede også væveteknikken, så det var muligt at schattere overgangene i farvepartierne.

Efter ca. 1800

1800-tallets tekstilkunst blev præget af den voksende industrialisering på mange af de tekstile områder. Fra 1860'ernes Storbritannien blev William Morris, der var en af hovedmændene bag Arts and Crafts-bevægelsen, en fornyer af kunsthåndværket og den tekstile mønstertegning. Som en reaktion mod industriens masseprodukter arbejdede han for at genindføre håndværksmæssig kvalitet i brugskunst, og han tegnede mønstre til broderede, trykte og vævede tekstiler.

Den bevægelse, der i slutningen af 1800-tallet førte til oprettelse afmuseer for kunstindustri i Europa, medførte også nye uddannelser og etablering af større og mindre værksteder inden for det tekstile område. Pga. industrialiseringen var gamle traditioner og teknikker næsten forsvundet, og ønsket om at genoplive kvalitet inden for både materialer og det kunstneriske udtryk førte atter til udvikling. Traditionen inden for billedvævning blev fornyet, og anerkendte kunstnere tegnede forlæg til billedtæpper, der blev udført på værkstederne.

Tekstiltrykket, der i Danmark var næsten helt forsvundet, blev på det nærmeste genopdaget i 1930'erne og var omkring år 2000 en af de mest eksperimenterende grene af tekstiltilvirkningen overalt i verden.

1900-tallets tekstilkunst i øvrigt var bl.a. kendetegnet ved fremkomsten af nye materialer, der fordelte sig mellem de regenererede og de syntetiske fibre. Kunststofferne har sammen med den industrielle tekstilproduktion fuldstændig ændret forbrugsmønsteret fra tidligere århundreder, da tekstiler var varige forbrugsgoder.

Størstedelen af de bevarede tekstiler fra tidligere tider er mere luksusprægede genstande, men en stor produktion af hverdagstekstiler er foregået i hjemmet, herunder olmerdug til sengetøj, linned til lagner, skjorter og særke samt hvergarn og vadmel til beklædning; det var tekstiler, der blev brugt og genbrugt og til sidst slidt op.

En stor del af tekstilfremstillingen til daglig brug til såvel bolig som beklædning er blevet overtaget af industrien, og hovedparten af den tekstilproduktion, der udføres som håndarbejde, er nært knyttet til kunsthåndværk eller kunst.

I 1960'erne begyndte en udvikling af tredimensionale tekstiler, især inspireret af østeuropæiske vævere, der har haft stor betydning for opfattelsen og udførelsen af kunstneriske tekstiler. Mange vævere har foruden de traditionelle materialer inddraget ikke-tekstile materialer i deres arbejder, fx metal og papir.

Omkring og efter årtusindskiftet fremtræder mange private og offentlige rum med større udsmykningsopgaver, der er blevet løst i et samarbejde mellem tekstilkunstnere og arkitekter.

Produktion og handel

Den tidligste fremstilling af tekstiler er foregået som husflid i hjemmet. Med fremkomsten af mere bekostelige redskaber blev en del af produktionsprocessen flyttet ud af husholdningerne og dannede basis for selvstændige håndværk.

Det skete tidligst for væveprocessen; en landsbys behov kunne dækkes af en enkelt håndvævers produktion, men i løbet af middelalderen opstod der også en mere organiseret masseproduktion, enten ved at adskillige vævere arbejdede under samme tag, eller ved at en storkøbmand var arbejdsgiver for et stort antal vævere og spindere, der arbejdede hjemme. Købmanden solgte sine produkter, der fortrinsvis var uldne tekstiler, over et stort område, således at også en international handel kom i gang.

En egentlig industrialisering af tekstilproduktionen indledtes i 1700-tallet, tidligst i England inden for bomuldsproduktion, der var baseret på import af råbomuld fra Nordamerika. Importen skete især til Liverpool, og i baglandet i Manchester og efterhånden hele Lancashire opstod industrivirksomheder, og de nødvendige maskiner blev opfundet og stadig videreudviklet.

Bomulden fik hurtigt en væsentlig andel af tekstilmarkedet, fordi det var en billigere fiber end uld, især efter Eli Whitneys opfindelse af egreneringsmaskinen, the cotton gin, i 1792, og fordi bomuld er stærkere og i mange henseender lettere at forarbejde.

Den første maskinelle udvikling blev sat i gang af spindemaskinen; spindeprocessen var indtil da blevet udført i hånden, men med James Hargreaves' Spinning Jenny fra 1760'erne blev den halvautomatisk. Richard Arkwright, der med sin waterframe, også fra 1760'erne, betragtes som den egentlige opfinder af en helautomatisk spindemaskine, gjorde det muligt at fremstille et stærkere garn, men først Samuel Cromptons (1753-1823) selfaktor (mulemaskine) gav mulighed for masseproduktion; i Danmark har man tidligere brugt "water" som betegnelse for kædegarn og "mule" for skudgarn. Selfaktoren er for længst overhalet af den moderne ringspindemaskine, men til enkelte specielle formål, især uldne varer, foretrækker nogle få producenter stadig det stærke, elastiske garn fra selfaktoren.

Også vævning blev mekaniseret, først med John Kays (1704-1764) flyveskyttel fra 1733, men endeligt med Richard Roberts' mekaniske væv fra ca. 1830. I Frankrig konstruerede Joseph Marie Jacquard ca. 1805 den hulkortstyrede mønstervæv, der bærer hans navn.

Den tidlige industrialisering i England gav landet et teknologisk forspring, men i løbet af 1800-tallet bredte industrialiseringen af tekstilindustrien sig til det europæiske kontinent og Nordamerika, og der blev udviklet stadig mere effektive og automatiserede maskiner, således at alle led i den samlede fremstilling af uldstoffer (vask, kartning, kæmning, spinding, vævning, farvning og forskellige finishprocedurer) blev mekaniseret.

I 1900-tallet er kemofibre kommet til som et vigtigt råstof, men den grundlæggende teknik er fortsat uden større ændringer, således at tekstilindustrien efterhånden har fået et lavere teknologisk niveau end mange andre industrigrene. Det betød, at lande med lavere arbejdsløn end Nordeuropa og Nordamerika i sidste halvdel af 1900-tallet havde relativt let ved at opbygge en internationalt konkurrencedygtig industri, og en stor del af verdensproduktionen blev derefter flyttet fra de gamle industrilande til nye, fx i Østasien.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig