Binding, mønster og metode for sammenbinding af to eller flere garnsystemer i vævning og strikning. I vævning består den af kæde eller trend i længderetningen og skud eller islæt på tværs. For at kunne danne de forskellige mønstre må kædetrådene kunne løftes og sænkes i grupper, så skudgarnerne kan isættes. Dette gøres ved at føre kædegarnerne enkeltvis gennem øjer i ståltrådslidser, der er opspændt i en ramme, der kaldes et skaft. Antallet af skafter bestemmer således, hvor mange forskellige ens grupper af kædegarner der kan løftes for hvert skudindslag. I en almindelig skaftevæv vil der sjældent være plads til mere end 48 skafter, men til de fleste stoffers fremstilling er der dog højst brug for syv-otte skafter.

Der er i vævning tre grundbindinger, hver med mange varianter:

1) Lærredsbinding eller glatbinding, der væves over mindst to skafter, hvor det er hveranden tråd, der løftes eller sænkes. Det giver et stærkt, ensartet og lidt stift stof, alt efter garnernes karakter. De vigtigste er lagenlærred og skjortepoplin. Stoffer, der har samme antal tråde og samme garnkvalitet i kæde og skud, er kvadratiske og strækkes ikke skæve i vask.

2) Kiperbinding eller twill, der væves over mindst tre skafter, hvor bindepunkterne forskydes til siden. Det giver et skråstribet mønster og stoffer, der bliver lidt mere smidige og derved behageligere til beklædning, men med tendens til at trækkes skævt i vask. De almindeligste er denim, drejl, serge og gabardine.

3) Satinbinding eller atlasbinding, der væves over mindst fem skafter. Her flotterer (flyder) trådene i det ene garnsystem over mindst fire tråde af det andet. Bindepunkterne må ikke berøre hinanden, og de skjules derfor let under trådene af det dominerende garnsystem, så stoffet virker glat og blankt. Hvis kædetrådene dominerer, kaldes stoffet kædesatin, i modsætning til skudsatin, hvor skudtrådene er i overvægt på retsiden. Denne binding giver et smidigt stof, der falder blødt, men som ikke er særlig slidstærkt. Eksempler på stof med satinbinding er dynesatin, kjole- og forsatin. Stof, der efter opkradsning skal fremstå med lang luv, væves i skudsatin på den side, der skal opkradses.

I jacquardvævning er der fri bindingsdannelse. Der er ingen skafter, og hver kædetråd kontrolleres individuelt. Mønstrene kan derfor blive af enhver ønsket størrelse. I strikning er der fire grundbindinger, glat, rib, interlock og links-links.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig