Ondulation, fællesbetegnelse for metoder til at gøre hår bølget. Siden de tidligste vestlige kulturer har krøllet hår indgået i skiftende hårmoder, og man har haft forskellige metoder til at forme håret. Fx har man rullet håret op på papillotter af materialer som træ, papir og metal. I 1870'erne opfandt den franske frisør Marcel Grateau et krøllejern og dermed en nemmere metode til at opnå bølget eller krøllet hår.

Faktaboks

Etymologi
Ordet ondulation kommer af fransk onduler '(at) bølge', af onde 'bølge'.

En ondulation består fra 1900-t. af, at håret rulles op på curlere og tilsættes en fikseringsvæske (ondulationsvæske); rulles håret op, mens det er vådt, er der tale om vandondulation. En permanent er en mere holdbar ondulation, hvor krøllerne bevares, selvom håret gøres vådt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig