Moskus, vellugtende stof, som produceres og udskilles af en kirtel, man finder på bugen af hannerne hos moskushjorten. Stoffet finder stor anvendelse i parfumeindustrien, hvor det, eller beslægtede stoffer, anvendes som fiksativer, dvs. stoffer, der binder parfumen til huden i længere tid; det erstattes i dag i stigende grad af syntetisk fremstillede moskuslignende stoffer. Se også duftstoffer.

Faktaboks

Etymologi
Ordet moskus kommer af græsk moschos, af persisk mushk.

Zoologi

Kønsmodne hanner af moskushjorten (Moschus moschiferus) udskiller moskus som en brun, voksagtig masse, der opbevares i en særlig sæk mellem kønsorganet og navlen. Man ved ikke med sikkerhed, hvad duftstoffet bruges til, men sandsynligvis tiltrækkes hunner af det.

Parfumeindustriens udnyttelse af moskus er årsag til artens tilbagegang. Tidligere dræbte man moskushjortene for at få fat på sekretet, men i Kina er man begyndt at holde moskushjorte i fangenskab for at kunne tappe dem for moskus jævnligt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig