Rouge, (fr., af lat. rubeus 'rød'), blusher, kindrødt, rødligt kosmetisk produkt til farvning af kinderne, som anvendes for at fremhæve kindbenene. Rouge findes i mange nuancer og fås som pudder, creme eller i flydende form. Det har været anvendt siden antikken og i perioder både af mænd og kvinder. I 1600- og 1700-t. var rouge meget udbredt og bestod da af et farvestof, fx cinnober eller safran, blandet med talkum og harpiks.