Faktaboks

Christian Poulsen

Christian Bjørnshøj Poulsen

Født
28. februar 1980
Christian Poulsen
Christian Poulsen i en kamp for Liverpool den 29. august 2010.
Christian Poulsen
Af /Reuters/Ritzau Scanpix.

Christian Poulsen er en forhenværende dansk fodboldspiller, der i sin karriere spillede for bl.a. F.C. København og Sevilla FC. I perioden 2001-2012 spillede han desuden 92 landskampe og scorede seks mål for Danmark.

Christian Poulsens klubkarriere

Christian Poulsen fik sin fodboldopdragelse i Asnæs BK i årene 1985-1995, inden han skiftede til Holbæk B&I, hvor han spillede frem til 2000.

Herfra gik det til FC København, hvor Christian Poulsen gjorde lynkarriere som slidstærk midtbanespiller og allerede i 2001 blev kåret til Årets U21-talent, Årets Fund i dansk idræt og vandt DM-guld.

I 2002 rykkede han til tysk fodbold og FC Schalke 04, hvor han formåede at vise, at han også kunne begå sig i en af Europas store ligaer med bl.a. et tysk pokalmesterskab i 2005 til følge.

I 2006 blev Christian Poulsen solgt til Sevilla FC i den spanske lige, hvor han bl.a. var med til at vinde UEFA Cuppen og den spanske pokalturnering Copa del Rey i 2007. Året efter skiftede han til den italienske storklub Juventus FC, hvor han imidlertid havde vanskeligheder med at blive fast mand på holdet.

I 2010 blev Christian Poulsen købt af den engelske storklub Liverpool FC, og han blev dermed den blot anden dansker efter Jon Dahl Tomasson, der har spillet i Europas fire store fodboldligaer (den tyske, den spanske, den italienske og den engelske).

Opholdet i Liverpool var dog ikke en succes, og i 2011 fortsatte Christian Poulsen karrieren hos den franske klub Évian Thonon Gaillard FC i Thonon-les-Bains. I 2012 skiftede Christian Poulsen videre til hollandsk fodbold og AFC Ajax Amsterdam, hvor han spillede indtil 2014. Han satte punktum for karrieren som dansk pokalvinder med FC København i 2015.

Klubber som seniorspiller

  • Holbæk B&I (1995-2000)
  • F.C. København (2000-2002)
  • Schalke 04 (2002-2006)
  • Sevilla (2006-2008)
  • Juventus (2008-2010)
  • Liverpool (2010-2011)
  • Evian (2011-2012)
  • Ajax Amsterdam (2012-2014)
  • F.C. København (2014-2015)

Titler

F.C. København

  • Dansk mester (1): 2001
  • Dansk pokalvinder (1): 2015)

Schalke 04

  • Tysk pokalmester (1): 2005

Sevilla

  • UEFA Cuppen (1): 2007
  • Spansk pokalvinder – Copa del Rey (1): 2007

Ajax Amsterdam

  • Hollandsk mester (2): 2013, 2014

Christian Poulsen på landsholdet

Christian Poulsen debuterede på det danske landshold i 2001 og deltog i VM i 2002 og 2010 samt i EM i 2004 og 2012. I en kvalifikationskamp til EM 2008 i juni 2007 i Parken mod Sverige blev en udvisning af Christian Poulsen og en efterfølgende tilskuerepisode årsag til, at Danmark blev taberdømt 0-3 på trods af kampens oprindelige resultat på 3-3. Efter EM i 2012 i Polen og Ukraine indstillede Christian Poulsen sin landsholdskarriere.

Priser

Christian Poulsen blev i 2005 og 2006 kåret til Årets Fodboldspiller i Danmark af Spillerforeningen, i 2006 tillige af DBU og TV 2. I 2001 blev han Årets Fund i dansk idræt

Trænerkarriere

I årene 2019-2021 var Christian Poulsen assistenttræner for Ajax Amsterdam. I september 2021 blev han en del af landsholdets trænerteam omkring Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig