Everton FC er en engelsk fodboldklub grundlagt i 1878 i Liverpool af elever ved St. Domingo-skolen. Hjemmebanen Goodison Park, der har plads til 40.100 tilskuere, blev etableret i 1892.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Everton Football Club, The Toffees, The Toffeemen, The People's Club
Rivaliseringen med bysbørnene Liverpool FC er velkendt, og møder mellem de to klubber benævnes The Merseyside Derby, efter Liverpool-floden Mersey.
Everton FC, hvis primære spilledragt består af blå trøjer og hvide shorts, vandt sit første engelske mesterskab i 1891 og har i alt vundet mesterskabet ni gange, senest i 1987. Everton har desuden vundet FA Cuppen fem gange, senest i 1995.
Klubbens seneste storhedstid var i 1980'erne med spillere som Andy Gray, Peter Reid og Gary Lineker. Under manager David Moyes (2002-2013) etablerede holdet sig lige under topholdene i Premier League.
Planer om en omflytning af klubben til bydelen Kirkby, indbefattende bygning af nyt stadion med større tilskuerkapacitet, blev i november 2009 afvist af regeringen.
Everton FC har haft flere danske spillere truppen: Claus Thomsen (1997-1998), Peter Degn (1999-2001), Thomas Gravesen (2000-2005 og 2007-2008), Per Krøldrup (2005-2006) og Lars Jacobsen (2008-2009).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.