Dansk Militært Idrætsforbund, DMI, sammenslutning af militære idrætsforeninger. Forbundet har til formål at fremme frivillig idræt inden for Forsvaret, herunder Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen. DMI afholder årligt stævner inden for 18 idrætsgrene, hvoraf de tre er officielle Danmarksmesterskaber under Danmarks Idrætsforbund. I 2014 havde DMI ca. 18.000 medlemmer fordelt på 46 idrætsforeninger.

Forbundet blev stiftet 1918 under navnet Dansk Militær Idrætsforening og fik sit nuværende navn i 1922. Frem til 1964 markerede DMI sig bl.a. ved afholdelse af militære landsstævner, men herefter omfatter udbudet af idrætsgrene i forbundet også ikke-militære idrætsdiscipliner.

Nationalt har DMI siden 1919 været medlem af Danmarks Idrætsforbund, og internationalt har DMI været medlem af Conseil International du Sport Militaire, CISM, siden dennes stiftelse i 1948.

Dansk Militært Idrætsforbunds hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig