.

Trial er en motorcykelsport der køres i vanskeligt terræn, hvor det ikke er hastighed som afgør resultatet, men bedømmelse og point. I Danmark organiseres sporten af Danmarks Motor Union.

Faktaboks

Etymologi

Ordet kommer fra engelsk trial, egentlig 'prøvelse, forsøg', afledning af oldfransk trier 'undersøge, udvælge'.

Trial er en behændighedssport, hvor man på motorcykel skal gennemkøre flere sektioner i svært terræn uden at sætte fødderne på jorden. Hastigheden er ikke vigtig, men derimod evnen til at kunne kontrollere sin motorcykel på sten, træstammer og skovbund.

Trialsporten er også en "gentleman-sport", hvor man respektfuldt hjælper og støtter hinanden. Man konkurrerer først og fremmest med sig selv og sine egne evner. Til stævnerne inddeles man i klasser efter niveau og konkurrerer mod ligesindede.

En bedømmer giver strafpoint for hver berøring af jorden, man kører én ad gangen i sektionerne. Hastighed er sjældent over 15 km/t i sektionerne, hvorfor skader er meget sjældne. Trial køres typisk i naturligt terræn, skov, marker, grusgrave eller andre steder, hvor man kan finde passende kuperet og vanskeligt terræn.

Der køres oftest på specielle trial-motorcykler med særlige dæk.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig