.

Dirttrack er den britiske betegnelse for motorløb på en bane af løse slagger. Det kan både være for biler og for motorcykler.

Faktaboks

Etymologi

Ordet kommer fra amerikansk engelsk dirt track, af dirt 'snavs, mudder' og track 'spor, bane'.

Historie

I 1910'erne og 1920'erne opstod der dirtrackbaner over hele verden, i takt med at biler og især motorcykler vandt indpas i dagligdagen. I Danmark blev baner og løb organiseret via Danmarks Motor Union, som blev dannet i 1914. Mange danske byer havde baner, som på folkeligt dansk blev kaldt dørtræk.

I almindelig forstand forsvandt begrebet dirttrack i 1930'erne og blev afløst af betegnelsen speedway. Men i realiteten køres der stadig – ud over speedway – motorløb på løs belægning. De har navne efter det udstyr, som anvendes til løb, som fx quadracing og motocross.

Speedway fødes

Morian Hansen var Danmarks første store profil i dirttrack/speedway.
.

I december 1923 organiserede den australske promotor Johnnie Hoskins (1892-1987) de første speedwayløb i West Maitland i New South Wales. Da der kun var plads til få kørere på mindre baner, opfandt Hoskins systemet med fire kørere ad gangen i heats, hvor der gives 3, 2, 1 og 0 point. Alle møder alle, og den kører med flest point vinder. Eller de fire højest scorende mødes i en afgørende finale.

Denne sport bredte sig over hele kloden, og de første løb i Danmark blev organiseret i 1928 under betegnelsen dirtrack. Da de europæiske producenter som fx britiske J.A. Pretswich og tjekkiske JAWA i 1930'erne lancerede specifikke motorcykler til sportsbrug og ikke til gadebrug, opstod betegnelsen speedway.

Det første VM i Speedway blev kørt på Wembley Stadion i London i september 1936 og havde australske Lionel Van Praag (1908-1987) som vinder. Danske Morian Hansen blev nummer 11 med fem point.

Zuzel

Den nye motorcykelsport fik meget hurtigt et solidt fodfæste i Polen. Her skabtes de første baner omkring kulminerne i byer som Katowice og Wroclaw. Derfor hedder sporten Zuzel i Polen, hvilket direkte oversat betyder slagge.

USA

Det skal bemærkes, at man i USA bruger betegnelsen speedway for racerløb med biler på asfaltbaner, som fx Nascar-løb på berømte baner i Dayton og Indianapolis.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig