Jules Verne Trophy, sejlsportspris, stiftet 1990 og siden 1993 uddelt til sejlere, der har sat rekord på en nonstop jordomsejling. Prisen er inspireret af Jules Verne-romanen Jorden rundt på 80 dage (1873, da. s.å.), og ruten indledes ud for fyret på Île d'Ouessant, Frankrig.

For at kunne modtage Jules Verne Trophy skal jordomsejlingsforsøget være registreret inden start. Rekordholderen er indehaver af Jules Verne Trophy-titlen, indtil rekorden slås af en ny sejler.

Blandt tidligere modtagere af prisen er Peter Blake i tiden 74 dage, 22 timer, 17 minutter og 22 sekunder (1994), Olivier de Kersauson (f. 1944) i tiden 71 d 14 t 18 m 8 s (1997), Bruno Peyron (f. 1955) i tiden 50 d 16 t 20 m 4 s (2005), Franck Cammas (f. 1972) i tiden 48 d 7 t 44 m 52 s (2010) og Bruno Peyrons lillebror, Loïck Peyron (f. 1959) i tiden 45 d 13 t 42 m 53 s (2012).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig