Kapsejlads arrangeres nationalt og internationalt samt i danske sejlklubber ved ugentlige aftenkapsejladser. Sejladserne kan deles i tre kategorier:
1) Banesejlads sejles enten på olympisk trekant- eller trapezbane, der ofte bruges til aftensejladser og jollekapsejladser, eller på matchracebane, der fx bruges i America's Cup og i Starbådfinalen ved OL; distancerne varierer efter vejrforholdene, sejltiden er 1-3 timer.
2) Distancesejlads, fx Sjælland Rundt og Fyn Rundt, sejles langs med kysten, 30-300 sømil.
3) Havkapsejlads sejles på distancer på over 200 sømil, fx Danmark Rundt, Fastnet Race og The Volvo Ocean Race (tidl. Whitbread Round the World Race).
Der kan enten konkurreres i fleetsejlads, hvor mange både starter på en gang, eller i matchrace, hvor kun to både kæmper; matchrace bliver mere og mere almindeligt, da denne form har vist sig at skærpe publikums og tv's interesse fra land betydeligt. Endnu en mulighed er at starte sejladsen, når vejret er fordelagtigt, som ved rekordsejladser som fx Danmark Rundt og Jorden rundt-sejladsen Jules Verne Trophy.
Klasser og handicap. Bådene er enten entype-både, der alle er bygget efter samme tegning og har sejlareal af samme størrelse, fx OL-joller, H-båd og Nordisk Folkebåd, eller klassebåde med maksimumstørrelser, hvorudfra der udregnes et handicapmål, fx de tidligere benyttede one ton-både, America's Cup-både og Volvo-60-fods-både.
I begyndelsen af 1900-t. blev der konkurreret i ens bådtyper, mens de forskellige handicapregler er kommet til senere; den mest kendte er IOR-reglen, International Offshore Rule.
Bådtyper. Sejlbåde kan inddeles: i 1) joller, der ofte kun er til én person og har ét sejl, 2) kølbåde, større både med mindst tre sejl (stor- og forsejl samt spiler), og 3) de væsentlig hurtigere flerskrogsbåde, enten katamaran med to skrog eller trimaran med tre skrog. En fjerde type er sejlbrættet, se windsurfing.
Både til banesejladser er ofte uden overnatningsmuligheder o.l. Som regel er det rene sejlmaskiner med maksimum sejlareal i forhold til skrog og køl og med det ene formål at sejle hurtigt.
Både til distancesejladser har normalt almindelige bekvemmeligheder om bord og skal desuden opfylde en række sikkerhedskrav. De er ofte større og tungere end både til banesejlads. Både til havkapsejlads kan være de samme som til distancesejlads.
Materialer og konstruktion. Måle- og handicapregler ændres løbende, hvilket medfører en konstant udvikling i konstruktionen af kapsejladsbåde (se også bådebygning og skibsbygning).
Indtil begyndelsen af 1960'erne var byggematerialet næsten udelukkende træ, men efterhånden blev skroget bygget af glasfiber, og produktionen af lystbåde steg eksplosivt. Ikke alene byggetiden og dermed prisen blev nedsat væsentligt, men også vedligeholdelses-omkostningerne og -tiden, og mange fandt det både økonomisk og tidsmæssigt overkommeligt at eje en lystbåd.
I dag bygges bådene for 99% vedkommende af glasfiber eller andet kunstmateriale. Siden midten af 1980'erne har man benyttet byggematerialer fra rum- og luftfarten, bl.a. Kevlar® og kulfiber; som distancemateriale benyttes honeycomb (bikubeformede celler af papir, aluminium eller kunststof) eller balsatræ, begge lette materialer med stor opdrift.
Mange nye bådtyper er kommet frem, hvis vådoverflade er så lille som muligt, fx hydrofil- og katamaran-bådene. Også undervandsskrogets udseende, specielt kølen, har der været eksperimenteret med. Tidligere var både udstyret med en lang køl, der gjorde dem stabile, men langsomme. Finnekølen sad midt under båden og gjorde den meget mere manøvredygtig.
Ved America's Cup 1983 benyttedes for første gang vingekølen med en meget lille vådoverflade og vægt. Senere kom svingkølen, som især benyttes på enmandsbåde, men nu også introduceres på tursejlere.
Flytbar vandballast har i 1990'erne været prøvet med stor succes, fx i Volvo-60-fods-både, hvor 2,5 t vand flyttes fra den ene side af båden til den anden på ca. 30 s og giver besætningen mulighed for at føre væsentlig større sejlareal end ellers.
I 1960'erne kom der også gang i udviklingen af nye kunstmaterialer til sejl, idet sejl af naturmaterialer som fx bomuld ikke kunne holde den aerodynamiske facon ret længe. De første dacron-sejl blev udviklet, vævet af polyesterfibre; de holdt faconen væsentlig bedre.
I slutningen af 1970'erne kom der laminerede sejl af mylar-film sammen med spectra og kevlar; disse sejl havde ofte en brun farve. Under America's Cup 1992 blev der benyttet en ny type, dengang meget kostbare kunstfibersejl, som ikke blev syet, men støbt i ét stykke i tre lag: mylar-film på begge sider og kevlar, kulfiber e.l. i midten.
I slutningen af 1990'erne har man eksperimenteret med laminerede sejl fremstillet udelukkende af kulfibre med mylar-film; disse sejl er sorte. Se også sejl.
Navigation til de store kapsejladser er på mange måder teknisk set lige så avanceret som på oceangående passager- og containerskibe. Til stedsbestemmelse benyttes GPS, Global Positioning System, og vindmåling, kurs- og fartbestemmelse foregår i sejladscomputere med forbindelse til GPS; desuden modtages lokale vejrkort via fax eller satellitmodtager. De modtagne informationer bearbejdes i en pc for at opnå maksimal hastighed kombineret med kortest afstand til mål.
På Jorden rundt-sejladserne er det generelt forbudt at modtage assistance udefra, mens der på rekordsejladser, fx over Nordatlanten, er kontakt med meteorologer på land, der giver meget præcise rutevejledninger. Den elektroniske udvikling inden for navigation har gjort det muligt for mange flere tursejlere at sejle længere væk fra kysterne, endog Jorden rundt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.