Jean-Eugène Robert-Houdin, egl. Jean-Eugène Robert, 1805-1871, fransk tryllekunstner, der regnes for en af den moderne magis grundlæggere. Robert-Houdin var udlært urmager og konstruerede flere automater, fx en robot, der ved hjælp af skrift og tegninger kunne besvare spørgsmål fra publikum; fra 1845 optrådte han som tryllekunstner. Robert-Houdin har skrevet selvbiografien Confidences d'un prestidigateur (1858) og flere bøger om magi.