kjole

En kjole er en oprindelig betegnelse for heldragt til såvel mænd som kvinder. Den blev gradvis mere figursyet, indtil den stramtsiddende spanske mode i 1500-tallet førte til bukser for mænd og skørt og trøje for kvinder. Kjol blev den danske benævnelse for 1600-tallets tætsiddende frakke, hvis sidste levn er mænds civile festdragt, kjole og hvidt. Den lutherske præstekjole udgør en anden type, der har rødder i renæssancens tyske borgerklasse. For kvinders vedkommende betegner kjole en hel skørtedragt i modsætning til klædning bestående af overdel og skørt eller bukser.

Den hele kjole kom igen frem i England i 1770'erne og afløste den disposition af kvindedragten, der i lighed med mandsdragten havde bestået af tre eller flere dele (sæt): manteau (frakke), trekantet, påhæftet brystsmæk og skørt. I Danmark benævntes den første hele kjoletype rund kjole, hvis særkende således bestod i sammensyningen af overdel og skørt rundt i livet. Med denne dragttypes opståen udbredtes kjolen som de kommende århundreders mest repræsentative kvindedragt og modeskabernes foretrukne udfordring.

Kjolens udformning har varieret i snit og længde, der sammen med stoffer, farvevalg og accessoires har aftegnet den enkelte modestrømning. I kølvandet på Den Franske Revolution opstod empiremodens tynde, løsthængende kjole af ofte gennemsigtige stoffer som fx egyptisk bomuld i hvidt eller pastel med høje liv umiddelbart under busten og uden korsettering. Fra 1820'erne vendte man tilbage til sværere stoffer og kropsnær tilskæring, der senere med krinolinen og tournuren forudsatte korsetter. Først i 1920'erne begyndtes afviklingen af korsettet for alvor, ligesom skørtelængden blev kortere. Den knælange chemisekjole repræsenterede et nyt frigjort ideal for kvinder med sport og selvstændigt arbejdsliv i den moderne tilværelse. Moden lod imidlertid ikke tendensen til komfort uimodsagt, og 1930'ernes mode genindførte lange kjoler og kropsnære linjer til selskabsbrug. 2. Verdenskrigs mode måtte tilpasse sig materialeknaphed og pengemangel, hvilket betød ringe vidde i skørterne og længde til under knæet. Reaktionen herpå kom med Christian Diors new look i 1947, hvor skørterne sænkedes til 24 centimeter over jorden, og vidden blev mere end rundskåren. Først med teenagekulturen og Mary Quants miniskørt fra 1963 udtrykte kjolemoden igen frigjorthed og afslappethed.

Fra 1970'erne har kjolen fået stærk konkurrence fra bukserne som kvinders foretrukne beklædning. Generelt har den dog formået at bevare sin status som den mest repræsentative form for kvindedragt, hvilket gøres tydeligt i selskabskjolen og ikke mindst brudekjolen.