Viktor & Rolf er et hollandsk modefirma, grundlagt i 1993 af Viktor Horsting (f. 27.05.1969) og Rolf Snoeren (f. 19.12.1969), der begge er uddannet på kunstakademiet i Armhem 1989-1993.

Viktor & Rolf lancerede deres første kollektion i 1993 og efter en række eksperimentelle kollektioner debuterede de inden for haute couture i 1998.

I 2003 fulgte Viktor & Rolfs første kollektion til mænd, og i 2005 åbnede de deres første modebutik for kollektioner og accessoires i Milano og lancerede desuden parfumelinjen Flowerbomb. De har siden bl.a. skabt en kollektion til Hennes & Mauritz i 2006.

Duoen regnes nu blandt modeindustriens mest uforudsigelige størrelser takket være deres sammenblanding af teatralsk dramatik med haute couturens præcision, der resulterer i surreel skønhed og iskold ironi.

Deres kollektioner præsenteres ofte ledsaget af performances af berømtheder som musikerne Björk og Tori Amos (f. 1963) samt skuespilleren Tilda Swinton.

I 2008 udstillede Viktor & Rolf på Barbican Art Gallery i London, og samme år indgik de et samarbejde med Renzo Rosso (f. 15.9.1955), grundlæggeren af jeansmærket Diesel, der har givet dem mulighed for at ekspandere og udvikle sig yderligere.

Det har dog ikke afholdt Viktor & Rolf fra at deltage i snævrere projekter som fremstillingen af kostumer i 2009 til avantgardeinstruktøren Robert Wilsons nyopsætning af Carl Maria von Webers urromantiske opera Der Freischütz på Festspielhaus Baden-Baden.

Deres operakreationer ved den lejlighed var vanen tro eksorbitante, nærmest arkitektoniske i skrigende farvesammensætninger, udført i et materialemiks af organza, silke, satin og lurex bestrøet med millioner af Swarovski-krystaller.

Viktor & Rolfs officielle hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig