hovedbeklædning | lex.dk – Den Store Danske

Hovedbeklædning, tjener flere formål dels af beskyttelsesmæssig, dels af kommunikationsmæssig karakter.

Kommunikations- eller symbolværdien er større i hovedbeklædningen end i den øvrige påklædning pga. placeringen. Magtbeføjelser, social position, ægteskabelig stand, økonomisk status, erhverv og fx etnisk eller religiøst tilhørsforhold kommunikeres på hovedet.

Krone, tiara, mitra og hjelm har været magtsymboler, og militære hovedbeklædninger angiver stadig rangorden. For 100-200 år siden så man forskel på almue og standspersoner i deres brug af hatte, huer og tørklæder. Ligeledes angav især kvindernes hovedbeklædning, hvorvidt de var gifte, ugifte eller måske var grebet i utugt. Hovedbeklædning kan også for både mænd og kvinder angive, at der bæres sorg. Økonomisk status er blevet demonstreret i valget af materiale, dekoration og fabrikat, fx udenlandske og kostbare varer som kastor (bæverhårfilt), eksotisk pelsværk og fjer. Forskellige funktionelle krav af beskyttelsesmæssig art har udviklet specifikke erhvervshovedbeklædninger, fx skorstensfejerhat, bagerhat, sikkerhedshjelm til bygningsarbejdere og huer med hårnet i fødevareindustrien. Andre erhvervsbestemte hovedbeklædninger er uniformshatte, der skal orientere kunderne om, hvem de står over for: stewardesser, politibetjente mfl. Egnsvariationer i hovedbeklædningen var tidligere en væsentlig identifikation af tilhørsforhold (se hovedtøj). Etniske og især religiøse orienteringer kommunikeres også i dag via hovedbeklædningen, fx muslimske kvinders chador og slør, kvækernes kyser og hatte, sikhernes turban samt jødernes kalot og hat.

Hovedbeklædningens historie i Danmark

er dokumenteret tilbage til bronzealderen. Bløde, syede stofhuer i mandsgravene har været oversyet med flos, der skulle ligne pels. Huerne har derved haft en symbolværdi ud over det at varme og beskytte. Huer i stof og skind (Tollundmanden) har været især mænds hverdagshovedbeklædning helt frem til i dag og blev fra 1600-t. suppleret med strikkede huer. Kyser eller bindehuer til kvinder kendes ligeledes fra bronzealderens grave. Kysen, der bindes under hagen, er først i 1900-t. forvist til alene at bæres af spædbørn.

Kysen eller huen udgjorde sammen med forskellige kombinationer af tørklæder, kniplinger og bånd kvinders hovedtøj fra middelalderen til slutningen af 1800-t. Stofstykker uden sammensyninger har været brugt til at dække hovedet i forskellige opsætninger. Vikingekvinderne bar tørklæde bundet om håret, og middelalderens kvinder udviklede kunstfærdige opsætninger af hvide tørklæder (lin), der stadig kan ses i visse nonneordner. Store tørklæder kunne dække skuldre og ryg, eller modsat kunne kroppens beklædning trækkes over hovedet, fx sjalet eller skørtet; sidstnævnte har været brugt fx på Amager ved sorg.

Hatten er i modsætning til huen stiv og kan være fremstillet af fx skind, stof, filt eller strå. Den er ofte forsynet med skygge og har haft mange former gennem tiden. Hatten har normalt været fremstillet af faguddannede håndværkere (se hattemager) og derfor været mere bekostelig og også et symbol på rigdom og frihed; hilseformer har fortrinsvis været knyttet til hatten.

Hovedbeklædninger er i nyere tid især knyttet til erhverv, sikkerhed og etnisk eller religiøst tilhørsforhold. Brugen har derudover oftest praktiske formål, fx beskyttelse mod vejr og vind. At være anstændig og velklædt forbindes ikke længere med at tildække hovedet. Med jævne mellemrum tager ungdommen særlige hovedbeklædninger til sig for dermed at kommunikere en særlig livsstil eller tilknytning til en subkultur, fx den lilla ble (frigjorte kvinder i 1970'erne) og hiphopkasketten (unge drenge i 1980-1990'erne). Se også slør og tørklæde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.