A.C. Bang, københavnsk pelsforretning og salon, stiftet af I.D. Bang (1790-1864), der blev kongelig hofleverandør efter leveringen af Frederik 6.s kroningskåbe (1815). Virksomheden blev fra 1861 videreført af sønnen Anton Severin Christian Bang (1823-97), der i 1800-t. var en af Danmarks førende buntmagere, og den fik en eksklusiv kundekreds. Efter A. C. Bangs død blev firmaet ført videre gennem flere generationer af slægten. Det har fra starten ligget i den mondæne Østergade, senest i nr. 27, hvor det har kunnet fremvise et af de mest rendyrkede art déco-interiører i Danmark.