Christian Lacroix, f. 1951, fransk modeskaber. Han arbejdede bl.a. hos huset Patou, indtil han i 1987 åbnede eget modehus. Dette vakte opsigt, fordi Lacroix fik økonomisk opbakning fra tekstilkoncernen Boussac, der ejer huset Dior; siden slutningen af 1960'erne var der ikke åbnet nye huse inden for haute couturen i Paris. Lacroix' stil er kendetegnet ved klassisk overdådighed i materialer samt ofte provokerende frækhed i farver og detaljer.