Madeleine Vionnet, 1876-1975, fransk modeskaber. Efter oplæring i London og Paris åbnede hun eget modehus i Paris 1912. Hun fornyede damemoden gennem diagonale snit, der understregede stoffets fald, især i lette stoffer. Fremhævning af kroppens egne linjer (uden korset) blev et kendetegn i 1920'erne og 1930'ernes begyndelse. Ærmeløse kjoler og aftenkjoler med stropper gav ligesom lukninger uden knapper eller lynlås teknisk elegance til tøjet. Madeleine Vionnet trak sig tilbage i 1939.