Billedet af Galilei, som foran den pavelige inkvisition afsværger sin kopernikanske overbevisning om, at det er Jorden, der bevæger sig rundt om Solen, og ikke omvendt, er blevet et symbol på forholdet mellem religion og (natur)videnskab. Det er dog ikke en naturnødvendighed, at religion og videnskab er i konflikt: Kopernikus udsendte fx sit værk i fuld forståelse med kirken, og først på Galileis tid blev det kættersk at hævde hans synspunkter, formentlig til dels motiveret af kirkepolitiske hensyn i forbindelse med modreformationen. Mange teologer og videnskabsmænd har siden hævdet, at religion og videnskab er gensidigt uafhængige. Maleri fra 1847 af den franske maler Joseph Nicolas Robert-Fleury (1797-1890); Louvre.

.

Videnskab er en almen betegnelse for systematiske metoder til at frembringe, ordne og udbrede viden og kunnen samt resultaterne af denne aktivitet og de organisationsformer og administrative enheder (som fag og discipliner), hvorunder den foregår. Den viden og kunnen, der er videnskabelig, rækker ud over etableret lærdom, dvs. hvad der er almindeligt accepteret, og hvad der umiddelbart kan forstås eller iagttages (se også kundskaber). Den fokuserer på ny erkendelse skabt gennem forskning, et ord, der ofte benyttes synonymt med videnskab.

Betydningen af det danske ord videnskab er, som det tyske Wissenschaft, meget omfattende og henviser til næsten alle former for systematisk viden om natur, kultur og samfund. Derimod er det engelske science (afledt af lat. scientia) mere snævert og betegner normalt naturvidenskaber.

Mens videnskab stræber mod erkendelse og besvarelse af hvorfor-spørgsmål, er teknologi orienteret mod at opnå praktiske løsninger og besvare hvordan-spørgsmål. Der er dog ingen skarp adskillelse mellem (natur)videnskab og teknologisk forskning. Det er karakteristisk for al videnskab, at dens påstande kan gøres til genstand for åben og kritisk diskussion og, i princippet, ikke udelukker tvivlere eller anderledes tænkende. I modsætning til fx mystiske og religiøse erkendelsesformer er videnskaben offentlig.

Afgrænsning af begrebet videnskab

Det er vanskeligt, og formentlig udsigtsløst, at definere videnskab og skarpt afgrænse den fra, hvad der ikke er videnskab. Alligevel har dette ofte været forsøgt. Således har man hævdet: 1) at videnskab er en forfinelse af dagliglivets erfaringer; 2) at den er teoretisk, modsat praktisk viden; 3) at den er karakteriseret ved formen af sine udsagn, fx at de skal være universelle og matematisk formulerede; 4) at den er karakteriseret ved bestemte metoder og procedurer, fx eksperimenter; 5) at den giver objektiv viden via sociale mekanismer til sikring af dens offentlige karakter; 6) at den resulterer i offentlig tilgængelig viden i form af bøger og artikler.

Om end disse synspunkter indfanger væsentlige aspekter af videnskabens natur, er de langtfra dækkende eller i stand til at udelukke de opfattelser, der intuitivt betragtes som ikke-videnskabelige. Ikke blot er der store forskelle mellem de forskellige former for videnskab, men begrebet har også ændret sig væsentligt gennem historien. Ingen enkelt formel synes at kunne indfange denne forskellighed og historiske variation. Hertil kommer, at ordet videnskab benyttes i forskellige betydninger. Det henviser ofte til bestemte metoder og erkendelsesformer, men også til de produkter eller resultater, der stammer fra disse, herunder verdensbilleder. I social forstand vil videnskab derimod ofte betegne institutioner, discipliner og professioner. Hver af disse betydninger er forskellige og medvirker til, at begrebet videnskab ikke har nogen entydig definition. Under alle omstændigheder er videnskab knyttet til ekspertise og har som sådan stor social autoritet, hvilket er grunden til, at ikke-videnskabelige opfattelser, fx af religiøs art, ofte betegner sig selv som videnskabelige (kristen videnskab, transcendental meditation og dianetik er eksempler).

Videnskabens egenart diskuteres ofte i forbindelse med alternative videns- og erkendelsesformer, som så betegnes pseudo- eller paravidenskaber (dvs. falske videnskaber eller vidensformer hinsides de etablerede videnskaber). Historiske eksempler på sådanne er alkymi, astrologi, frenologi, mesmerisme og spiritisme. Om end disse områder normalt vil betegnes som ikke-videnskabelige, er det vanskeligt at pege præcis på, hvori deres mangel på videnskabelighed består. Historisk set har disse og lignende områder spillet en vigtig videnskabelig rolle (positiv såvel som negativ) og kan ikke klart adskilles fra egentlig videnskab. Dette betyder dog ikke, at det er omsonst at skelne mellem videnskab og pseudovidenskab, blot at en sådan skelnen i mange tilfælde er problematisk. Den fungerer ofte implicit, enten forskningspolitisk eller i videnskabsmændenes og offentlighedens bevidsthed.

Klassifikation og inddeling af videnskaber

Man skelner ofte mellem real- og formalvidenskaber, idet førstnævnte beskæftiger sig med den fysiske (sanselige) verden, mens formal- eller idealvidenskaber som logik, matematik og dele af lingvistikken handler om symboler og formelle systemer. Om end matematikkens begreber ikke er sanselige, kan de dog godt være virkelige, og matematikken derfor en form for realvidenskab. En anden skelnen er mellem de historiske og ikke-historiske videnskaber, hvor førstnævnte beskæftiger sig med fortiden og sidstnævnte med nutidige eksisterende fænomener. I denne forstand er ikke blot den egentlige historie, men også arkæologi, palæontologi og dele af geologien og astronomien historiske videnskaber. Da deres genstande ikke er direkte iagttagelige og derfor ikke kan gøres til genstand for eksperimenter, har de særlige metodemæssige problemer. Forskellen mellem historiske videnskaber og ikke-historiske videnskaber som fx kemi og økonomi er dog ikke af principiel karakter.

De historiske videnskaber er ikke nødvendigvis erkendelsesmæssigt handicappede: En form for historisme (eller historicisme) er det synspunkt, at netop egentligt historiske fænomener er det, vi kan have viden om, da vi selv frembringer historien; derimod står vi uden for naturfænomenerne og kan derfor ikke forstå dem på samme måde. Dette synspunkt går tilbage til G. Vico og har haft stor betydning for historiefilosofien.

Opdelingen i grundvidenskab, anvendt videnskab og udviklingsforskning er endnu en måde at skelne mellem forskellige former for videnskab på. Den er specielt relevant for naturvidenskaberne, men har også betydning for dele af samfunds- og humanvidenskaberne. Mens grundvidenskab dyrkes med erkendelse som eneste formål, er anvendt videnskab orienteret mod praktiske anvendelser, fx af teknologisk art. Udviklingsforskning er en meget bred kategori, der typisk omfatter testning og udvikling af kommercielle produkter, og som kun har et ringe element af egentlig videnskabelig forskning. De tre forskningstyper er forskellige mht. motivation og erkendelsesinteresser, men benytter sig i vidt omfang af samme slags metoder. Mens grundvidenskab typisk dyrkes af universitetsansatte forskere, bliver anvendt videnskab og udviklingsforskning ofte varetaget af ingeniører (se forskning).

Videnskabernes genstandsområder er forskellige og afspejles i standardopdelingen mellem naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora (eller kulturvidenskab). Alle disse typer af videnskab benytter sig af abstraktioner og modeller, men på forskellige niveauer og med forskellige metoder. Naturvidenskabelige fænomener styres af naturlove, og ved at undersøge egenskaber, der er fælles for ting eller fænomener, kan man få indsigt i lovene. Denne nomologiske (eller nomotetiske) form for viden har ikke umiddelbar relevans for mange human- og samfundsvidenskaber, hvis områder ikke på samme måde er lovbundne, og hvor man i højere grad vil basere viden på ikke-gentagelige og kontingente enkeltfænomener (jf. idiografisk). Om end betingelserne for opnåelse af viden i natur- og humanvidenskaber således er forskellige, vil også den humanistiske forsker ofte søge efter forklaringer, der er baseret på regulariteter og generelle hypoteser.

Videnskabelige metoder og objektivitet

Alle videnskaber ønsker at forklare eller belyse fænomener og ikke blot beskrive dem, men der er stor forskel på, hvad der opfattes som acceptable forklaringsmodeller. Den klassiske naturvidenskabelige model, kausalforklaringer baseret på lovmæssigheder (se kausalitet og årsag), har ført til stor indsigt i naturens mest fundamentale mekanismer.

Som naturvidenskaben har sine karakteristiske metoder, har samfunds- og humanvidenskaberne deres. Det er her almindeligt anerkendt, at studiet af kulturelle og sociale fænomener ikke kan foregå med naturvidenskabens metoder, men må bygge på eller inkludere begreber som forståelse, hensigt og kommunikation. Denne distinktion, og især afvisningen af deduktivt-nomologiske metoder i humanvidenskaberne, blev understreget af W. Dilthey i slutningen af 1800-t. Ifølge Dilthey og mange senere humanistiske forskere kan åndslivet og menneskelige bevidsthedsfænomener ikke forklares, men må forstås "indefra". I humanvidenskaberne vil man ofte fokusere på forståelse snarere end forklaring, således som tilfældet er i fænomenologiske og hermeneutiske traditioner. Her er motiver, meninger og intentioner afgørende snarere end årsager til handlinger og tanker. Indlevelse i eller genoplevelse af tekster og deres kontekster er centrale elementer. Dilthey ønskede at etablere hermeneutikken som en universel metodologi for åndsvidenskaberne.

Selvom kausalforklaringer er dominerende i naturvidenskaberne, er de ikke enerådende. Især i de biologiske videnskaber benytter man i et vist omfang forklaringsmodeller, der svarer til, hvad der kendes fra human- og samfundsvidenskaberne. Dette kan være genetisk-historiske forklaringer, funktionelle forklaringer eller formålsforklaringer (se funktionalisme og teleologi).

Videnskab tilstræber objektiv viden i den forstand, at videnskabelig erkendelse må være upartisk og intersubjektiv. Kun på denne måde kan der skabes enighed eller konsensus om videnskabelige påstande, der netop har en offentlig karakter, dvs. i princippet er tilgængelige for og kan kontrolleres af alle mennesker. I praksis er den videnskabelige offentlighed dog begrænset til et lille samfund af specialister. Megen videnskab er elitær og forbeholdt eksperter. Ikke blot kræver den højt specialiseret viden, ofte er den også formuleret i et sprog, der adskiller sig stærkt fra dagligdagens. Den humanistiske forsker vil benytte en lang række specielle termer og begreber, mens man i de eksakte naturvidenskaber bruger matematikken som sprog. I naturvidenskaben og i dele af samfundsvidenskaberne kan den ønskede objektivitet opnås gennem eksperimenter, der kan gentages, varieres og kontrolleres. I forbindelse med forudsigelser giver eksperimentelle metoder mulighed for at få indsigt i de mekanismer, der ligger til grund for iagttagne fænomener.

Eksperimenter og placeboeffekt i lægevidenskaben

I 1536 tjente den unge franskmand Ambroise Paré som bartskærer under en krig i det nordlige Italien. Mange af de sårede soldater havde skudsår, som blev behandlet efter datidens forskrifter. Man mente på den tid, at såret var fyldt med gift, som kun kunne uddrives ved påføring af kogende olie (kauterisering). Imidlertid var forsyningssituationen ved fronten meget dårlig, hvorfor Paré midt under slaget løb tør for olie og måtte nøjes med at give omslag vædet med terpentin, æggeblomme og rosenolie. Da han med bange anelser tilså sine patienter næste morgen, blev han forbløffet over resultatet: Soldaterne, som havde fået den gamle behandling, havde det lige så elendigt, som de plejede, men de, som var blevet skånet for oliegryden, havde det langt bedre.

Dette utilsigtede eksperiment viser, ligesom tidligere tiders brug af åreladning, kopsætning og sennepsklyster, at hverken nok så mange generationers erfaring eller lærde overvejelser om sygdommenes sande natur er nogen garanti for udvikling af hensigtsmæssige behandlinger.

I moderne lægevidenskab kræves dokumentation for virkning og sikkerhed af alle nye behandlinger. Typisk anvendes den såkaldte randomiserede, kontrollerede og dobbeltblindede metode. Denne går i korte træk ud på, at patienterne fordeles i to grupper ved lodtrækning. Den ene gruppe modtager aktiv behandling, den anden uvirksom "snydebehandling", fx indsprøjtning af sterilt saltvand. Både patient og behandler skal være "blindede", da både patientens og forskerens forventninger har stor indflydelse på udfaldet (placeboeffekt).

Den almindelige udbredelse af denne metode er en af de vigtigste grunde til lægevidenskabens fremskridt i nyere tid. Trods sin utvivlsomme nytteværdi har metoden dog en række videnskabsteoretiske begrænsninger. Fx er det i sagens natur ikke muligt at undersøge videnskabeligt, om en bestemt placebobehandling virkelig er uden selvstændig effekt.

I forbindelse med lægevidenskabelige undersøgelser af alternative behandlingsformer støder man ofte ind i vanskeligheder af denne type. I en undersøgelse fra 1999 ville man undersøge, om zoneterapi virker på spædbarnskolik. Børnene blev delt ind i tre grupper ved lodtrækning. Den ene gruppe fik den praktiserende læges almindelige behandling, mens de to andre fik henholdsvis den normale zoneterapeutiske behandling og "snydezoneterapi". Resultatet var, at begge former for zoneterapi virkede bedre end den praktiserende læges tilbud, hvorfor man konkluderede, at zoneterapi virker på spædbarnskolik. Kritikere vil hævde det modsatte: Den korrekt udførte zoneterapibehandling var ikke bedre end placebobehandlingen, som man jo havde forudsat var virkningsløs, da man opstillede forsøget.

Videnskabshierarkier og enhedsvidenskab

På trods af forskellene mellem de videnskabelige traditioner har der været mange forsøg på at indordne dem i et fælles system (eller hierarki) eller formulere en enhedsvidenskab. Aristoteles lavede en sådan inddeling, hvor metafysikken havde førsteprioritet, og middelalderens lærdomssystem (med dets trivium og quadrivium, se de frie kunster) var tilsvarende baseret på en klassifikation af al viden. I nyere tid kendes sådanne systemer fra oplysningstiden, fx fra d'Alembert og den franske Encyclopédie, og ikke mindst fra 1800-t., hvor A.M. Ampère, J.S. Mill, A. Comte og H. Spencer inspireret af naturvidenskabens succeser formulerede sådanne systemer baseret på påstanden om en fælles videnskabelig metode. Comtes klassifikation var dynamisk og historisk, idet han opererede med forskellige, mere eller mindre ophøjede stadier, som vidensformer kunne gennemløbe. Mens matematik og naturvidenskab allerede havde nået det højeste stade, blev teologi og metafysik ikke regnet for mulige former for videnskab.

I 1900-tallet har så forskellige filosofiske opfattelser som logisk positivisme og dialektisk materialisme forsøgt at skabe rammer for en enhedsvidenskab, men uden held. Drømmen om en enhedsvidenskab omfattende alt fra astrofysik til dramaturgi er forblevet en drøm. Om end drømmen stadig næres af tiltag inden for systemvidenskab, opfattes den i dag som utroværdig og er i det væsentlige afvist. Idéen om en enhedsvidenskab kan være reduktionistisk (fx afledt af fysikken som ideal), men behøver ikke at være det. Den vil dog typisk omfatte forsøg på at klassificere videnskaberne, ofte i et hierarkisk system som hos Comte. Mens en egentlig enhedsvidenskab næppe findes, er der mange eksempler på integration mellem videnskaber og discipliner i form af tværvidenskaber. Disse er normalt inden for samme type videnskab (som geofysik eller biokemi), men i nyere tid er der også opstået ambitiøse tværvidenskaber, hvor naturvidenskab er koblet til samfunds- eller humanvidenskabelige traditioner (fx økologi, biosemiotik og kognitionsforskning).

Videnskabsforskning

Videnskab. Den kraftige vækst, som har kendetegnet videnskaben efter 2. Verdenskrig, afspejles også i mængden af publicerede artikler. Dette har bidraget til den omfattende specialisering: Det er blevet praktisk taget umuligt for fx en fysiker at følge udviklingen i fysik uden for sit speciale. Tv. 1949-årgangen af det amerikanske fysiktidsskrift Physical Review, der indeholdt ca. 4000 sider; th. 2000-årgangen, der nu er opdelt i Physical Review A-E og Letters, i alt omfattende ca. 125.000 sider.

.

Videnskab. Siden 1988 har fysikstuderende ved Københavns Universitet drevet Den Naturvidenskabelige Legestue, der ved optrædener søger at vise den underholdende og nysgerrighedsdrevne side af videnskab med udgangspunkt i opsigtsvækkende eksperimenter. Her ses et af medlemmerne af Legestuen demonstrere virkningen af at hælde flydende kvælstof på hånden. Fotografi fra arrangementet Cirkus Naturligvis, der var en del af Dansk Naturvidenskabsfestival 2000.

.

Der findes ingen enkelt, kanoniseret lære om videnskaben, men en række forskellige metavidenskabelige discipliner, der har videnskaben som studieobjekt. Videnskabsforskning (eng. science studies, science of science) er i det væsentlige en samlebetegnelse for historiske, filosofiske, sociologiske og økonomiske studier af videnskaben og i princippet en integration af sådanne studier.

Forskningen registrerer ikke blot den udvikling — typisk fremskridt — der gennem tiderne er foregået på forskellige videnskabelige områder, den belyser også de ændringer, der er sket i selve vidensbegrebet og opfattelsen af videnskabelig erkendelse. Skønt historiske studier af videnskaberne går langt tilbage i tiden, er videnskabshistorie som akademisk studieområde først for alvor slået an i tiden efter 2. Verdenskrig. Blandt den moderne videnskabshistories grundlæggere var især den belgisk-amerikanske forsker Georges Sarton (1884-1956) og den russisk-franske filosof Alexandre Koyré vigtige.

I dag er videnskab knyttet til en forskningsindsats, der skaber ny viden som en udbygning (eller tilbagevisning) af eksisterende viden, men denne fokusering på nyhed og originalitet er af relativt ny dato. I antikken blev egentlig viden (gr. episteme) betragtet som nødvendigvis sand og vedrørte kun objekter, der var almene og uforanderlige. Indtil 1600-tallet, og på flere områder senere, var videnskab desuden knyttet til lærdom, et korpus af eksisterende viden, man kunne tilegne sig og derved blive lærd eller videnskabsmand (fr. savant). I middelalderen og renæssancen var denne statiske form for lærdom det dominerende vidensideal, mens idéen om fremskridt gennem skabelse af ny viden først opstod i forbindelse med den naturvidenskabelige revolution i 1600-tallet og kun langsomt og ufuldstændigt forplantede sig til andre vidensområder. Idealet (og realiteten) om erkendelsesmæssige fremskridt er stadig først og fremmest knyttet til naturvidenskaberne, mens det har en mere kontroversiel status inden for humaniora.

Den naturvidenskabelige revolution (omtrent fra Galilei til Newton, ca. 1590-1700) betegnede et radikalt brud i videnskabsopfattelsen, primært for de nye naturvidenskaber, men indirekte også for de spæde human- og samfundsvidenskaber. Revolutionen var ikke blot erkendelsesmæssig, men også social, idet de første videnskabelige institutioner, selskaber og tidsskrifter blev til i perioden. Først i 1800-tallet blev videnskaberne accepterede akademiske discipliner og også professioner, deres udøvere kunne leve af. Det engelske ord for videnskabsmand (scientist) blev først konstrueret i 1833 som en nyttig betegnelse for en person, der ikke blot dyrkede videnskab (dvs. var natural philosopher), men også ernærede sig af det. Mens det danske ord videnskab fandtes på Holbergs tid, og videnskabelig omkring 1790, optræder videnskabsmand først omkring 1850.

Moderne videnskab

Professionaliseringsprocessen skete uensartet fra videnskab til videnskab og fra land til land. I det væsentlige var naturvidenskaberne etableret omkring 1840, mens humaniora som professionel videnskab først var en realitet omkring 50 år senere, og samfundsvidenskaberne i det væsentlige hører til 1900-tallet I denne forstand er videnskab altså en ganske ny institution. Dette samt videnskabens eksponentielle vækst afspejles kvantitativt i, at mere end 80 % af alle videnskabsmænd, der nogensinde har levet, stadig er i live i dag (2001). Det er ikke noget tilfælde, at man bruger udtrykket videnskabsmand i stedet for det kønsneutrale udtryk videnskabsperson. Mænd er, og har altid været, dominerende inden for videnskaberne, ikke mindst naturvidenskaberne.

I 1900-tallet ændrede videnskaberne sig meget betydeligt, men på forskellig vis. Det metodologiske og erkendelsesmæssige grundlag for naturvidenskaberne har groft set været uændret siden 1600-tallet, mens der har været voldsomme ændringer i human- og samfundsvidenskaberne, hvor det ene paradigme har afløst det andet. For alle vidensområder har den samfundsmæssige forankring ændret sig stærkt, måske stærkest for de stedse mere økonomisk og militært vigtige naturvidenskaber. Der synes ikke at være nogen klar sammenhæng mellem de sociale, ideologiske og erkendelsesmæssige ændringer. Specielt har ekstreme politiske ideologier (som fascisme og kommunisme) ikke formået at skabe levedygtige alternative videnskaber. På den anden side har de traditionelle videnskaber til dels fungeret udmærket under sådanne regimer. En vigtig del af moderne videnskabshistorie har fokuseret på kvindeaspekter, specielt kvinders manglende synlighed i den traditionelle historie. Flere videnskabshistorikere og -teoretikere har hævdet, at en speciel form for kvindelig videnskab har været (og stadig er) undertrykt. Argumenterne for en speciel kvindelig form for videnskab er dog ikke overbevisende.

Videnskabsteori er en noget bredere betegnelse for videnskabsfilosofi, dvs. studiet af videnskabens metoder, normer og filosofiske forudsætninger samt dens genstandes natur. Videnskabsfilosofien omfatter således ontologiske, epistemologiske og metodologiske aspekter af videnskaben, mens videnskabsteoretikere ofte vil inkludere også sociale og ideologiske aspekter og dermed knytte an til videnskabssociologien.

Blandt de mange videnskabsfilosofiske positioner i 1900-tallet har den logiske positivisme (eller empirisme) spillet en vigtig rolle. For de logiske positivister var al sand erkendelse i princippet videnskabelig, og den teoretiske fysik med sin deduktiv-aksiomatiske struktur modellen for alle videnskaber (se scientisme). Desuden hævdede de, at meningsfyldte videnskabelige udsagn i princippet måtte være verificerbare. K. Poppers kritiske rationalisme, der slog igennem omkring 1960, fremhævede derimod falsifikation (muligheden for tilbagevisning) som afgørende for videnskabelige teorier og ophøjede dette til et demarkationskriterium mellem videnskab og pseudovidenskab. For Popper førte den videnskabelige proces til hypoteser, ikke sandheder, men var alligevel rationel og den eneste vej til fremskridt i erkendelse.

Ifølge den traditionelle opfattelse af videnskab, delt af både Popper og de fleste positivister, vokser videnskaben kumulativt, dvs. via ophobning af nye erkendelser på allerede indvundne erkendelser. Uanset om dette billede er rimeligt for naturvidenskaberne eller ej, så synes kumulering af viden kun i ringe grad at karakterisere den udvikling af viden, der foregår inden for humaniora. Også her bygger man på eksisterende viden, men den har ikke samme stabile, kumulative og indiskutable karakter, som den normalt har i naturvidenskaberne.

Billedet af videnskab, og især naturvidenskab, som en åben og kritisk-demokratisk proces, der kumulativt fører til fremskridt, blev i 1960'erne rystet af T. Kuhns indflydelsesrige teori, der ud fra videnskabshistorien satte spørgsmålstegn ved det videnskabelige fremskridt og den rationelle sammenlignelighed mellem rivaliserende teorier. Lignende tanker var tidligere fremført, bl.a. af den polske læge Ludwik Fleck (1896-1961) og G. Bachelard i 1930'erne, men uden tilsvarende effekt. Senere har P. Feyerabend og andre radikaliseret Kuhns tanker, der også har haft betydning for nyere opfattelser af videnskab som en form for ideologi som i socialkonstruktivismen. Et afgørende spørgsmål i den moderne videnskabsteoretiske debat er, hvorvidt videnskab er en særlig privilegeret form for erkendelse, sådan som man traditionelt har ment siden Bacons tid. Dette benægtes af socialkonstruktivisterne, for hvem videnskab ikke er væsensforskellig fra fiktionslitteratur.

Meget af den videnskabsteoretiske debat har fokuseret på naturvidenskaberne, om end både Poppers og Kuhns opfattelser har smittet af på kultur- og samfundsvidenskaberne. Disse videnskaber har været udgangspunkt for strukturalistiske synspunkter, der oprindelig opstod i forbindelse med lingvistikken (F. de Saussure), men i forskellige versioner også har været vigtige i antropologien (C. Lévi-Strauss) og pædagogikken (J. Piaget) og har inspireret til nytænkning i idé- og videnskabshistorien (M. Foucault). Strukturalismen er blevet overført til en lang række områder, der har en sproglig eller lignende struktur, herunder litteraturteori og psykoanalyse. Den har også visse fællestræk med systemfilosofiske teorier baseret på kybernetik og informationsteori, der beskæftiger sig med tegnsystemer (se semiotik). Strukturalismen er et bud på en enhedsvidenskabelig metode, men har kun haft meget begrænset betydning for naturvidenskaberne, hvor den dog i biosemiotik er blevet anvendt på biologiske systemer.

Videnskaben er et socialt fænomen og består som sådan af videnskabsmænd, deres organisationer og disses forbindelser til andre sociale institutioner. Det sociale studium af videnskaben går tilbage til den schweiziske botaniker Alphonse de Candolle, der var pioner i anvendelsen af kvantitative og sociologiske metoder på videnskaben, men først i 1930'erne blev videnskabssociologien udviklet, især af R.K. Merton. Hans studier fokuserede på videnskabens sociale, politiske og ideologiske betingelser, og som Candolle anvendte han kvantitative teknikker. Sådanne er senere udviklet til en hel metavidenskab, kaldet scientometri (videnskabsmåling), hvor man typisk bruger publikationer som mål for videnskabelig aktivitet (se bibliometri) eller citeringer som mål for videnskabelige arbejders betydningsfuldhed. Da publikationstraditioner i især humaniora er forskellige fra naturvidenskaberne, kan sådanne teknikker dog kun vanskeligt belyse videnskaben som helhed.

Merton og hans elever studerede videnskabens eksterne faktorer, fx dens forhold til religion og økonomi, men anerkendte, at den kognitive udvikling i det væsentlige var uafhængig af samfundsmæssige betingelser. Dette var i overensstemmelse med en ældre videnssociologisk tradition, hvor bl.a. K. Mannheim argumenterede for, at en videnssociologi ikke kunne omfatte de matematiske og naturvidenskabelige fag, da disse producerer sandheder, der er hævet over tid og samfund. I modsætning hertil har mange sociologer og filosoffer siden 1970'erne argumenteret for, at enhver form for videnskabelig proces og dennes resultater — arten af erkendelse — er en refleksion af sociale, politiske og økonomiske faktorer. Ifølge denne opfattelse er sociologien den primære videnskab, og selv fysikkens erkendelser kan forstås som sociale og ideologiske produkter. Megen moderne videnskabssociologi indeholder elementer af relativisme, idet idealet om videnskabelig objektivitet ikke harmonerer med idéen om videnskabens grundlæggende sociale natur. Diskussionen herom har i 1990'erne og frem givet anledning til en heftig debat, en hel "krig" (eng. science war) om især naturvidenskabens status og muligheder.

En væsentlig del af moderne videnskabssociologi har baggrund i marxismen, der dog ikke har noget entydigt svar på videnskabens natur. Den britiske marxist og biofysiker John Desmond Bernal (1901-71) argumenterede for videnskabens afhængighed af politiske og økonomiske vilkår, men samtidig, at den i sit væsen var objektiv og international. Andre marxistiskinspirerede forskere har set den vestlige videnskab som et direkte produkt af kapitalistiske samfundsforhold.

Mens ældre videnskabsforskning i vidt omfang fokuserede på teoretiske landvindinger og videnskabens færdige produkter, har der siden 1970'erne været stigende tendens til at opfatte videnskaben som en søgen, en levende aktivitet, hvor processer er nok så vigtige som produkter. Sociologer og historikere har i detaljer fulgt forskernes arbejde i laboratoriet og derved kortlagt vigtige sociale processer i videnskaben. Denne tradition, hvor videnskaben opfattes som et antropologisk studieobjekt, er bl.a. opdyrket af franskmanden Bruno Latour (f. 1947), en af nyere videnskabsforsknings mest indflydelsesrige skikkelser. Andre forskere har fokuseret på den videnskabelige skabelsesproces og de psykologiske mekanismer, der fører til nye idéer. I form af kognitionsforskning er der inden for dette område opnået betydelige fremskridt.

Både kvantitativt og kvalitativt har videnskaberne oplevet en kolossal vækst gennem 1900-t. Denne afspejles både i antallet af forskere, af publikationer og af økonomiske midler til videnskaben. Fx er antallet af fysikere på verdensplan i dag ca. 150.000, ca. 100 gange så mange som i 1900, og de producerer årlig ca. 200.000 artikler, ligeledes 100 gange så mange som i 1900. Væksten har været fælles for de forskellige typer af videnskab, om end vækstraten har været forskellig. Den har været betinget af den direkte eller indirekte samfundsmæssige betydning, mange videnskaber har, enten økonomisk, militært, kulturelt eller ideologisk. De rige lande bruger typisk 2 % af nationalproduktet til forskningsmæssige formål, hvoraf dog kun en mindre del til grundvidenskab.

Specielt inden for de eksperimentelle naturvidenskaber har udviklingen ført til meget store og dyre projekter baseret på avancerede maskiner og instrumenter. Denne form for big science har især fundet sted efter 1940 og resulteret i megaprojekter som det amerikanske Hubble-teleskop, der kostede næsten 18 mia. kr. Inden for de biologiske videnskaber udgør kortlægningen af de menneskelige gener en anden type big science, der kræver store resurser, men ikke dyrt apparatur (se DNA-sekventering og human genom-projektet). I takt med at videnskabelig forskning er blevet en væsentlig samfundsmæssig og økonomisk aktivitet, er den blevet for vigtig til at kunne overlades til videnskabsmændene. Moderne videnskab bliver analyseret forskningspolitisk og gjort til genstand for politisk og økonomisk planlægning. Forskningspolitik er et væsentligt element i de forskningsministerier, mange lande har, og hvis opgave bl.a. er at prioritere og planlægge videnskaberne i nationalt regi (se forskning (forskningspolitik)). I denne forbindelse omfatter forskningspolitik også en pragmatisk skelnen mellem videnskab og ikke-videnskab, idet kun førstnævnte vil være støtteværdig inden for forskningsministeriets rammer.

Efter traditionelle forestillinger er videnskaben etisk set neutral, idet man ikke ud fra videnskabelige argumenter alene kan afgøre etiske og værdimæssige spørgsmål. Da videnskaben beskæftiger sig med, hvordan ting er, ikke med, hvordan de bør være, har den ikke normativ karakter. Normer er udtryk for menneskelige værdier og som sådan fremmede for objektiv videnskab. Dette synspunkt er dog ikke anerkendt i dele af human- og samfundsvidenskaberne, hvor en skelnen mellem det deskriptive og normative kan forekomme kunstig eller umulig. Denne skelnen er desuden ret ny, idet den i det væsentlige stammer fra det naturvidenskabeligt dominerede videnskabsideal fra 1600-t. I moderne videnskab er det klart, at mange etiske problemer er intimt forbundne med videnskaben, herunder de natur- og sundhedsvidenskabelige områder. Det er stadig et spørgsmål, hvor dybt denne sammenhæng går, men i det mindste har den bred gyldighed inden for de videnskaber, der beskæftiger sig med mennesker, fra medicin over psykologi til antropologi og litteraturvidenskab. Emnet er af speciel vigtighed inden for de medicinske videnskaber (se videnskabsetik).

Hele spørgsmålet om videnskabsetik har to aspekter, et sociologisk og et mere principielt. Som menneskelig aktivitet er videnskaben baseret på visse normer af en etisk karakter, der bl.a. omfatter krav om fordomsfri vurdering af videnskabelige påstande samt standarder for publicering og samarbejde mellem forskere. Disse normer fungerer som etiske retningslinjer i forskersamfundene. Det klassiske fysikinspirerede videnskabsideal kan indirekte have etiske konsekvenser, netop i kraft af dets skarpe skelnen mellem viden og værdier. Det kan bruges til at reducere værdimæssige spørgsmål til spørgsmål, der kan analyseres rent videnskabeligt, og derved ophæve eller benægte deres subjektive og etiske karakter. Man har således søgt at definere menneskelige værdier ud fra objektive videnskabelige kriterier, fx ved at basere moralbegreber på biologiske mekanismer (se etologi og sociobiologi). Sådanne forsøg er kontroversielle og har ført til megen kritik, også fra videnskabelig side.

Ved begyndelsen af 2000-tallet er videnskaben stærkere og mere udviklet end nogensinde. Men den er også fragmenteret i en sådan grad, at et fælles begreb om videnskab kan synes utopisk. De forskellige former for videnskab går deres egne veje, og der er ingen tegn på konvergens. Samtidig med at videnskaben bliver stedse mere nyttig og når stedse dybere erkendelser, bliver dens autoritet anfægtet fra mange sider. Videnskaben er skabt af den vestlige kultur og har selv omformet denne kultur, men den må til stadighed forsvare sin berettigelse.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig