Agnete og Havmanden, en af de mest yndede og udbredte danske folkeviser med over 70 folkelige optegnelser samt en lang række sangbogsversioner. Visen kendes også i norsk og svensk folketradition. Den fortæller om Agnete, der forelsker sig i en havmand, frivilligt følger med ham til havets bund, avler børn med ham og senere forlader ham og afsværger al interesse for børnene.

Fortællingen er blevet fortolket vidt forskelligt, især som enten religiøs/kristelig (fordi Agnete søger til kirken) eller følelsesmæssig/melankolsk (fordi havmanden fremstilles som et væsen, man må have medlidenhed med). En nyere tolkning påpeger, at der i den oprindelige form er tale om en skjult komisk og bevidst bizar vise, der vender op og ned på de mønstre for forholdet mellem mand og kvinde og forholdet mellem overnaturlige væsener og mennesker, der skildres i andre, ældre folkeviser, hvorved den bliver en art oprørsk vise, en kvindelig modmyte.

En lang række digtere har benyttet motivet, fx Baggesen i digtet Agnete fra Holmegaard (1808), Oehlenschläger i sit digt Agnete (1812) og H.C. Andersen i læsedramaet Agnete og Havmanden (1834). I sidste del af 1900-t. ses motivet hos fx Birthe Arnbak og Jytte Borberg.

Der hersker i forskningen flere syn på visens datering, men efterhånden er der nået enighed om, at den hører til de alleryngste folkeviser. Muligvis er det oprindelig en skillingsvise fra så sent som ca. 1780; men snarere er den noget ældre — dog næppe mere end 100 år.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig