• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fanden

Oprindelig forfatter Pioe Seneste forfatter Redaktionen

Fanden, i nordisk tradition et folkeligt navn for Djævelen. I eventyrene er Fanden gerne stærk og fuld af magiske kræfter, men så dum, at selv en almindelig tjenestedreng kan narre ham. Denne Fanden er oprindelig en trold eller jætte. I middelalderens religiøse univers, hvor man havde Gud foroven, menneskene i midten og Fanden nederst nede, dukkede der imidlertid en anden Fanden op i folketraditionen. Han var himlens bøddel, der eksekverede Guds uomstødelige domme. Det var ham, der hentede de fordømte sjæle og anbragte dem i Helvede. Dér vogtede "Fandens oldemor" nidkært over dem, mens Fanden indsamlede flere sjæle eller pinte og plagede onde herremænd og andre undertrykkere, løgnere, falskspillere og svindlere, ja alle ugudelige.

I senmiddelalderen og renæssancen opstod den populære tro, at man kunne tegne en fordelagtig kontrakt med Fanden med sjælen som indsats. Mest kendt er sagnet om Faust, der forskrev sig til Fanden (Mefistofeles) for at få optimal rigdom og kundskab. Se også forskrivning.

De oprindelige to terminsdage (11/6 og 11/12) kaldtes "Fandens fødselsdag(e)" med en spøgefuld hentydning til Fanden som den berygtede og effektive inkassator af forfalden gæld.