Asgårdsreien, (egl. oskorei, 'rædselsridtet'), ifølge norsk folketro en skare af ridende gengangere, der i de tolv julenætter larmende drog gennem luften, trængte ind i stuerne og røvede mad og brændevin, mens de skræmte gårdfolk var flygtet ud i staldene; undertiden var skaren ledet af Gudrun rysserova 'Gudrun med hestehalen'.

I 1800-t.s litterære miljøer i Norge, bl.a. hos J. S. Welhaven i digtet Asgaardsreien, knyttede man optoget til den nordiske mytologi og tolkede ordet som asgårdsridtet eller ridtet til asgård.

Asgårdsreien varsler død og kendes som juleridtet i hele Norge og Nordsverige; i Danmark som den vilde jagt. I græsk mytologi optræder dødsgudinden Hekate og jagtgudinden Artemis som anførere af lignende natlige ridt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig