Fabelvæsener. Middelalderens katedraler er rigt udstyret med fabelvæsener, såkaldte djævlespejle, for at skræmme det onde. Her Notre-Dame i Paris, fotograferet af Charles Nègre i 1851.

.

Fabelvæsener er de skabninger, som ikke findes i naturen, men er sat sammen af enkeltdele fra virkelige dyr og undertiden af mennesker, som tillægges særlige egenskaber. De findes over hele verden, og deres oprindelse fortaber sig i menneskets forhistorie. Forestillingen kan have mange rødder, men hører til i kulturer, der opfatter naturen som besjælet og mangler den videnskabelige forklaringsmodel. Mistolkede iagttagelser kan være en af rødderne, men mange væsener er snarere mytiske og opstår spontant som udtryk for dybtliggende psykiske kræfter og konflikter: seksualitet, magt, fødsel og død. Det gælder drage og kæmpeslange, grif, basilisk og mantichora, fuglene Rok og Føniks samt enhjørningen. Ofte indgår mennesket i skabningen som i kentaur, harpy og havfrue. Nogle er varselsdyr, fx valravn, varulv og kirkelam.

Fabelvæsenerne optræder tidligt i litteraturen. De findes i Bibelen og hos klassiske naturhistorikere som Aristoteles, Ktesias og Plinius, hvorfra de vandrer ind i Physiologus og bestiarierne (se bestiarium) samt i rejsebeskrivelser som Aleksanderromanen og Mandeville, og de lever i folkeviser og eventyr fra 1001 nat til brødrene Grimm. De vrimler i billedkunsten; i babyloniske seglsten, romansk kirkekunst, hos naturfolk og ikke mindst i den orientalske kunst.

Også heraldikken ved at sætte pris på disse dyrs specielle egenskaber. Romantikerne har også dyrket dem, men videnskaben har aflivet dem, og de tilhører nu barnekammeret og dybdepsykologien.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig