Folkebog, bog, som er skrevet i et alment fatteligt sprog, og som bliver eller ønskes læst af mange. Kulturhistorisk betegner folkebøger de bøger, som efter bogtrykkerkunstens opfindelse blev populær læsning, ikke kun i Danmark, men i hele Europa, og som blev optrykt igen og igen indtil ca. 1900. Det var eventyrlige, skrøneagtige, platte, morsomme, spændende, mystiske, kloge og frem for alt underholdende bøger, for fleres vedkommende med rødder tilbage i middelalderen og i det episke gods, som Orienten har leveret Europa.
I begyndelsen lanceredes disse bøger som overklasselæsning, men ret hurtigt blev de folkelæsning og foragtedes i stigende grad af de dannede. Holberg nævner dem ikke for det gode. Nogle af folkebøgerne, fx Jesu Barndomsbog og Uglspil, blev i perioder forbudt af øvrighederne, den første på grund af katolicisme, den anden på grund af oprørskhed. I romantikken vandt folkebøgerne nogen anseelse, idet digterne i dem fandt inspiration til deres egen eventyrlighed og brugte dem som afsæt for egne værker; Goethes Faust er inspireret af folkebogen med samme navn. Særlig betydning må følgende fire bøger tilskrives for deres visdoms skyld, Æsops fabler, De gamle vises Eksempler, Lucidarius og Rævebogen, som Goethe også gav sin version af med Reineke Fuchs.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.