folkemedicin

Folkemedicin, etnomedicin, samlende betegnelse, der henviser til mundtlige og skriftlige råd, forestillinger og adfærd, kendt og brugt blandt befolkningen, specielt ved sygdom hos mennesker og dyr. Ud over råd, der virker forebyggende eller behandlende, tilbyder folkemedicinen forklaringer på, hvorfor ulykker og lidelser opstår.

Denne forklaring kan være vigtig, når det gælder om at vælge den rette behandling, navnlig hvis man mener, at onde kræfter er på spil. Folkemedicinen har ofte rødder i vidt forskellige tankeverdener, fra antikke videnskaber til samtidens eksperimenterende forskning, fra de store, verdensomspændende religioner til nyreligiøse bevægelser.

Mange råd spredes via populære lægebøger, andet kender folk selv til, fordi de er blevet vant til det i det samfund, hvor de er vokset op. Særlige forventninger knytter sig ofte til husmoderen og hendes fortrolighed med brugen af husråd, i hvert fald i Danmark. I andre samfund har dette ansvar påhvilet andre familiemedlemmer, fx husets mandlige overhoved eller bedstemor.

Folkemedicinens særlige specialister, de kloge koner og kloge mænd, opsøges af folk uden for den snævre vennekreds. Ved hekseforgørelse opsøgtes kloge folk med ry for modtrolddom. Grænsen mellem kloge folk og hekse kan dog være svær at trække, fordi begge kan trolddom. Mødet mellem dem belyses i mange sagn, der også omtaler andre sider af de kloges virksomhed. I Dansk Folkemindesamling er arkiveret store samlinger, indhentet siden slutningen af 1800-t.

Til 1800-t.s mest trolddomskyndige specialister hører de jyske Vindblæsfolk, Maren Haaning med familie, og de sjællandske Tjørnehovedfolk, Ane Marie Jeppesdatter med familie. Ud over at "signe" og "måle", anvende trylleformler og magiske midler, og "vise igen", når ting var forsvundet eller stjålet, benyttede mange kloge folk også (eller kun) lægemidler og behandlinger, fx gigtdråber og massage.

Ved forvridninger og knoglebrud konsulterede folk særlige specialister. I 1800-t. var Pilgaard-Grummesgaard-folkene den største jyske familie på dette felt, og det blev et af slægtens medlemmer, læreren Christen Søgaard Pedersen, der fik den sidste autorisation som benbrudslæge i 1887, jf. Forordning om kvaksalveri af 5.9.1794, § 6, ifølge hvilken folk efter ansøgning og passende dokumentation kunne få bevilling til behandling i et givet lokalområde.

På længere sigt blev Bratbjergfolkene særlig kendte, ikke mindst Christian Jensen Mann (1876-1956), der i 1928 fik sin tredje og sidste dom for kvaksalveri. Ved frigivelsen blev til hans ære afholdt en stor fest, og i 1937 brugte Carl Alstrup ham som sympatisk forlæg i filmen Den kloge Mand.

Endnu i slutningen af 1900-t. spiller medier og offentlige begivenheder en væsentlig rolle for udbredelse af kendskab til folkemedicin på sundhedsområdet. Sundhedsstof i tv, ugeblade, lokalaviser og brochurer, udstillinger og sundhedsmesser, kurser på højskoler, aftenskoler, i foreninger etc. har et stort publikum.

Ofte afsøger folk forskellige muligheder, når de ser et problem eller ønsker at forebygge, at det opstår. Ønsket om at bekæmpe sundhedsskadelige vaner (fx alkohol på arbejdspladsen og rygning) og styrke sund levevis (fx motion og alsidig kost) har også fra offentlig side skabt et marked for kampagner, hvor lægevidenskabelige og folkemedicinske kundskaber virker side om side.

Se også alternativ medicin og shamanisme.