Midt i denne bølge af begejstring trådte to tyske filologer, Jacob og Wilhelm Grimm, frem på scenen. Under deres studier i forbindelse med udgivelsen af Kinder- und Hausmärchen (1812) fremlagde de den arbejdshypotese, at eventyrene med deres høje alder og internationale udbredelse var en arv fra indoeuropæisk tid: De var rester af en mytologi, som folkeslagene fra Indien til Europa engang havde været fælles om. Og i Deutsche Mythologie (1835) anvendte Jacob Grimm ikke blot eventyr og sagn til at belyse de gamle germanske myter med, men også folketro og folkeskikke.
Brødrene Grimm var de første, der viste, hvilke store forskningsmæssige perspektiver der kunne være i studiet af folketraditionen. I kølvandet af denne opdagelse intensiveredes indsamlingen og udgivelsen af folkeminder overalt i Europa.
I 1816 udgav Rasmus Nyerup Almindelig Morskabslæsning i Danmark og Norge igjennem Aarhundreder, hvori han, inspireret af den tyske filolog Joseph Görres' Die deutschen Volksbücher (1807), udgav de internationale folkebøger, som indtil da var blevet udgivet i Danmark. Det var dog Svend Grundtvig, der herhjemme blev primus motor som organisator af indsamlingsarbejdet, som udgiver og som forsker. Da han i 1854-1861 udgav sit trebindsværk Gamle danske Minder, skrev han, at materialet i denne antologi først "vil kunne yde Videnskaben Udbytte", når det er blevet "gjort til Genstand for en grundig, kritisk og comparativ Behandling. Men med de Resultater for Øje, som navnlig Jakob Grimm og hans Skole... havde vidst at afvinde folkelige Overleveringer af denne Art... kan jeg ikke være i Tvivl om det ønskelige i ogsaa for Danmarks Vedkommende at tilvejebringe saadanne Samlinger, der sikkerlig ville blive af Betydning for alle Grene af den nordiske Philologi, navnlig for Mythologien, Culturhistorien og Lingvistiken".
Svend Grundtvig var nordisk filolog, og da han blev docent i 1863, definerede han i sin første forelæsning faget som "Videnskaben om det nordiske Folks hele Aandsliv gennem alle Tider og i alle Yttringsformer, saaledes som dette Folks Aand har aabenbaret sig og endnu aabenbarer sig baade i selve Sproget — Ordet, Logos, Aandens umiddelbare Udtryk — og i Folkets Tro og Digtning, i dets Sædvane og dets hele Liv" (utrykt manuskript i Dansk Folkemindesamling). Hermed var studiet af de folkelige traditioner blevet introduceret som akademisk fag.
I kraft af sin store belæsthed og tilskyndet hertil af faderen, N.F.S. Grundtvig, havde han et dybtgående kendskab til alle grene af den nordiske filologi. Hans vægtigste bidrag til folkemindeforskningen har dog altid udgangspunkt i hans visestudier. Det var som folkeviseforsker, han vandt europæisk anerkendelse. Hans grundsyn på de enkelte viser var, at de var blevet skabt i middelalderen, og at man aldrig kunne rekonstruere deres egentlige originalform. Derimod kunne man indkredse en vises oprindelige sagnform, dens episke grundtræk. Det væsentligste for Svend Grundtvig var dog at analysere visetraditionen som tradition, dvs. som "levende Organismer". Tanken om en folkevise som noget levende, der kan opstå, udbrede sig, tilpasse sig nye livsforhold, dø ud, er af principiel betydning for al folkedigtning og for forståelsen af selve traditionsbegrebet. Den metodiske grundtanke, der ligger bag, var ny. Axel Olrik videreførte den, og svenskeren Carl von Sydow, der i øvrigt også var uddannet som botaniker, talte i 1930'erne ligefrem om traditionens biologi. En senere tid taler om samspillet mellem variation og stabilitet som et særkende ved alle folkeminder. Selv så Svend Grundtvig en parallel mellem viserne og den øvrige folkedigtning, særlig eventyrene. Han påbegyndte således i 1856 en samling af referater af eventyr og udformede i 1861 en (utrykt) eventyrkatalog, i øvrigt verdens første.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.