balladesang

Betegnelsen folkevise eller balladesang bruges inden for folkemusik om fremførelsen af episke viser med særlig strofeopbygning og metrik. Balladesang kendes over det meste af Europa. Den danske balladesang er stærkt beslægtet med traditionen i det øvrige Norden, fjernere med skotsk og engelsk tradition.

Sangen, der endnu i begyndelsen af 2000-tallet er en levende tradition i Danmark, har rødder tilbage i middelalderen. Der kendes dog kun ganske få melodinedskrifter før 1810. Balladesangen optræder, sådan som den kendes i 1900-tallet, primært som rent vokal, solistisk underholdning, men har derudover også været brugt som arbejdssang. Tidligere har den også været anvendt i forbindelse med dans, oprindelig med kædedans. Blandt ballademelodierne findes det ældste lag af dansk traditionel musik. Det gælder først og fremmest melodier i Danmarks gamle Folkeviser optegnet i 1800-tallet. I modsætning til den almindelige melodik i den traditionelle musik med dens durforankring, treklangspræg og akkordlige følemåde kan man i ballademelodikken finde dels formelagtige strukturer, der bygger på kvartintonationer og pentatone træk og er uden entydig grundtonecentrering, dels melodistof, der har udgangspunkt i et lille antal idéer om musikalske helhedsforløb, evt. med modalt præg.