Nøkke, overnaturligt, mandligt væsen, der bor i vandløb og søer, kendt over det meste af Europa. I dansk folketradition kaldes han ofte for åmanden. Hans råb med krav om menneskeoffer har siden middelalderen næsten ordret lydt: "Tiden er kommen, men manden er endnu ikke kommen".

Faktaboks

Etymologi
Ordet nøkke kommer af ældre nydansk næk, oldnordisk nykr.

Til de norske og svenske fosser er der knyttet en rig tradition om nøkken som spillemand, der har lært andre at spille på den betingelse, at de siden hen tilhører ham. Blandt de europæiske middelalderballader findes en hel gruppe om åmænd og nøkker, bl.a. de tre viser "Agnete og havmanden", "Nøkkens svig" og "Harpens kraft".

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig