sagn

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Sagn. Musiketnologen Svend Nielsen, Dansk Folkemindesamling, på arbejde i Hejnsvig i Midtjylland. Fotografi fra 1968.

sagn, kort, især mundtligt overleveret beretning. I vore dage har begrebet sagn fået et præg af usandfærdighed og betegner i daglig tale en beretning fra tidligere tider, som man ikke ganske kan fæste lid til. Der skelnes i moderne sprogbrug ikke mellem forskellige typer af sagnagtige beretninger.

Fælles for sagn er imidlertid, at de modsat eventyrene som hovedregel ikke har været opfattet som opdigtede beretninger af hverken fortæller eller tilhører. Der er naturligvis undtagelser, og det kan være svært at foretage en nøjagtig skelnen mellem forskellige typer af sagn og mellem sagn og andre genrer af den folkelige fortællekunst, da de forskellige genrer har eksisteret som levende tradition side om side og været dele af den samme kulturs mundtlige udtryk. Kategorien sagn omfatter også de såkaldte eventyrlige sagn, hvis persongalleri kan minde om eventyret, fx dumme trolde, der narres, samt skrøner med fantastiske overdrivelser, fx om gryder, der er så store, at kokkepiger må besejle dem i robåd, når der skal røres i suppen.

Ordet sagn kommer af glda. saghn 'udsagn, beretning', oldn. sǫgn.

For sagnfortælleren har det været vigtigt at knytte sin beretning til lokalsamfundet ved brug af lokaliteter, personer, begreber og autoriteter, som tilhørerne var bekendt med, som påviseligt eksisterede, og hvis tilstedeværelse i en beretning understøttede dens troværdighed. Til forskel herfra indleder eventyrfortælleren ofte sin fortælling med formlen "Der var engang ...", som fører tilhøreren ind i et fiktivt univers, måske endda "langt herfra" eller "østen for Solen og vesten for Månen".

Typer af sagn

De ætiologiske sagn eller ophavssagn vil forklare, hvorfor elementer i den synlige verden har fået deres udseende. Fx hvordan et mærkeligt udseende træ har fået sin afvigende form, eller hvorfor den lokale kirkes ene indgang er tilmuret. Der kan også være tale om beretninger, som ikke har direkte lokal tilknytning, men som beskæftiger sig med forhold og genstande, der er alment kendte og udbredte, en plantes besynderlige form, en fugls karakteristiske kalden etc.

I historiske sagn koncentrerer beretteren sig om at formidle en — tit holdningspræget — viden om virkelige personer og tildragelser. Det kan være lokale personer og hændelser, en ond herremand, en tyvebandes hærgen, drabelige begivenheder under svenskekrigene m.m. Der kan også fortælles om personer og begivenheder uden direkte lokal tilknytning, Christian 4., Tordenskiold o.l. Mange betydende personer, lokale såvel som nationale, er med tiden blevet sagnmagneter og knyttet til beretninger, som oprindelig havde andre, mindre kendte hovedpersoner.

Sagn. Håndværkskyndige bjergfolk arbejder i en underjordisk hule. Tegnet af Johan Thomas Lundbye i 1840'erne.

Ofte indeholder historiske sagn en kerne af konkrete oplysninger, der kan eftervises ved brug af traditionelle skriftlige kilder. Eftersom en del af sagnets funktion har været socialiserende, kan handlingsforløb og udfald af en begivenhed tit være ændret eller justeret i forhold til fortællefællesskabets holdninger og normer.

I sagn med overnaturligt indhold formidles forestillinger fra folketroen: gengangeri, magisk helbredelseskunst, hekse, ellepiger, nisser, liglam (se kirkevare). I religiøse sagn optræder Sankt Peter og Jesus, og beretningerne anskueliggør, hvordan fx søndagsarbejdere og ugudelige personer straffes. Se også legende og myte.

Form

Ligesom der er forskel på sagnenes indhold, er der forskel på deres form. I memorater fortælles der om begivenheder, som enten er selvoplevede, eller som har fundet sted i den nærmeste fortid. Fabulaterne er ofte kortere beretninger, hvor det oplevelsesbetonede er trådt i baggrunden til fordel for dramatiske virkemidler. En tredje type er de såkaldte diter, som blot videregiver en kort, konkret oplysning, fx "På xx-hede har der engang stået et stort slag".

Vandrehistorier

Den nutidige fortælleform, der ligner fortidens sagn mest, er vandrehistorien, som i reglen har memoratform, men i øvrigt også overleveres via massemedier. Til tider kan motiver og hele handlingsforløb fra sagn optræde i nutidens vandrehistorier, tilpasset sådan, at fx "en rytter" ændres til en mand på cykel eller knallert. Hyppigt beskæftiger vandrehistorierne sig med forhold, som anskueliggør elementer af trusler og usikkerhed i vores dagligdag, fx med beretninger om forurenede fødemidler, hemmelige forbindelser mellem satanister og multinationale koncerner, farlige psykopater, rystende tankeløshed, der forårsager ulykker og personlige tragedier, eller begivenheder, der resulterer i, at personer bliver uhjælpelig til grin. Meget tyder på, at vandrehistorierne ved siden af underholdningsværdien har socialiserende og normformidlende funktioner i lighed med fortidens fortællekunst.

Vind tre bøger i Den Store Danskes quiz.

Gå til quiz.

Læs også om sagn i Nordisk Mytologi og i Symbolleksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Sagn. Håndværkskyndige bjergfolk arbejder i en underjordisk hule. Tegnet af Johan Thomas Lundbye i 1840'erne.

© Dette billede må du ...

Sagn. Musiketnologen Svend Nielsen, Dansk Folkemindesamling, på arbejde i Hejnsvig i Midtjylland. Fotografi fra 1968.

Viser 2 af 2 billeder

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
27/12/2011
Oprindelig forfatter
CSHJ
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki