Skillingsvise fra 1880. Den opsigtsvækkende nyhed, at en ung, revolverbevæbnet kvinde, Anna Hude, på gaden i det indre København havde skudt på sin huslæge, som hun hævdede havde voldtaget hende, foranledigede straks en skillingsvise med illustration og vedføjet, detaljeret reportage. Visen indledes med denne strofe: Det er sjeldent her i Staden, /At man slige Scener ser, /Som et Attentat paa Gaden, /Og især det uhørt er, /At en Dame viser Mod /Til Udgydelsen af Blod.

.

Skillingsvise, eng. street ballad, ty. Moritat, vise, som forekommer i et skillingstryk, dvs. en lille 4-16 siders tryksag i oktavformat. Skillingsvisen, der også er kendt under betegnelser som gadevise, flyvebladsvise og markedsvise, har været et udbredt fænomen i Europa fra begyndelsen af 1500-t. frem til begyndelsen af 1900-t., kulminerende i 1880'erne.

Det ældste daterbare danske skillingstryk er en vise om prins Paris og dronning Helena fra 1581. Betegnelsen skillingsvise menes introduceret i slutningen af 1700-t. og henviser til prisen for sådan en tryksag, som dengang var én skilling. Prisen steg i løbet af 1800-t. til mellem 2 og 4 skilling. Efter møntreformen i 1873 lå prisen på mellem 10 og 25 øre.

Indholdet i de fleste skillingsviser er af sensationel, poetisk eller åndelig karakter, men i princippet må enhver vise, der optræder i et skillingstryk, betegnes som sådan; det er mediet, ikke genren, der definerer en skillingsvise. Således optræder en ikke ringe mængde litterære viser, folkeviser og moralske/lyriske viser i skillingstryk. Indtil midten af 1700-t. dominerede de åndelige og moralske sange skillingsviseproduktionen, men fra ca. 1800 og frem til 1880'erne blev kærlighedsviser og især sensationelle nyhedsviser dominerende. Desuden var tendensen i samme tidsrum færre og kortere viser for at give plads til et prosastykke på trykkets bagside med oplysninger om den begivenhed, som havde givet anledning til visen.

Indtil ca. 1800 var det almindeligt at se træsnit som forsideillustration på skillingstryk. I første halvdel af 1800-t. forsvandt disse helt for herefter gradvis atter at vinde indpas. Det var ikke ualmindeligt at se samme stok genbrugt til viser af vidt forskelligt indhold.

Skillingsviser fandt udbredelse ved salg i byernes gader, især i København, hvor det hovedsagelig var fattige kvinder, også kaldet visekællinger, der falbød ved at råbe med eller synge med visen. Denne trafik reduceredes kraftigt i årene efter 1805, da der udstedtes forbud mod at råbe med viser. Forbuddet var en præcisering af Trykkefrihedsloven af 1799, som i praksis var genindførelse af censur. På markeder var det også almindeligt med omrejsende kolportører, der solgte skillingsviser.

Kun yderst sjældent var en skillingsvise ledsaget af noder. Almindeligvis anførtes en kendt melodi, hvormed visen skulle foredrages. I ældre viser, dvs. før 1800, anførtes ofte Egen Melodi, hvor det var op til brugeren at finde en melodi passende for versefødderne — eller en kendt salmemelodi. I tiden efter 1800 var de almindeligste melodiforlæg klubviser, vaudevillemelodier, tyske folkelige sange og senere revy- og teaterviser. Som eksempel på et ofte benyttet melodiforlæg i viser før og omkring 1800 kan anføres "Omspændt af Tvivl og mørke Tanker" og for senere viser "Peter Schütt i Barndomsalder" og "Guds Himmel var saa mørk og graa".

Skillingsviseproduktion var en frodig indtægtskilde for bogtrykkere som Matthias Seest (d. 1812), familien Tribler (ca. 1812-42), Behrend-familien (ca. 1836-71) og ikke mindst forlæggeren Julius Strandberg, der blev millionær på at skrive og sælge nyheds- og kærlighedsviser samt humoristiske viser fra midten af 1860'erne indtil sin død i 1903. Disse skillingsviseproducenter virkede inden for Københavns volde. Se også folkevise.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig