Logo.
LGBT+ Danmarks logo fra 2021.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Foreningens navne

1948

Kredsen af 1948

1949

Forbundet af 1948

1969

Landsforeningen for Homofile

1977

Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske

2009

LGBT Danmark

2019

LGBT+ Danmark

LGBT+ Danmark er en politisk, social og kulturel forening, der arbejder for rettigheder, ligestilling og trivsel for bøsser, lesbiske, biseksuelle, transpersoner og andre minoriteter inden for køns- og seksualitetsområdet. LGBT+ Danmark havde i 2023 over 1500 medlemmer, og den er verdens næstældste forening for LGBT+-personer.

Faktaboks

Også kendt som
LGBT+ Danmark - Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner

Foreningen arbejder socialt og kulturelt ved at arrangere sociale fællesskaber og kulturelle arrangementer. Den arbejder også politisk gennem lobbyarbejde, samarbejde med andre interesseorganisationer, opinionspåvirkning og deltagelse i offentlige debatter. Foreningen arbejder bl.a. med antidiskrimination, familielovgivning, sundhedspolitik, oplysning og uddannelse. Foreningen driver også en række konkrete projekter både i Danmark og internationalt, bl.a. i Asien, Afrika og Østeuropa.

Foreningen blev stiftet i 1948 som Kredsen af 1948 og skiftede kort efter navn til Forbundet af 1948. Den har haft andre navne siden, og har fra 2019 heddet LGBT+ Danmark. Målgruppen var i begyndelsen homo- og biseksuelle, men omfatter nu også en række andre seksuelle minoriteter og kønsidentitetsminoriteter.

Oprettelsen af foreningen var inspireret af lignende foreninger i Holland og Schweiz, og foreningen var fra begyndelsen medlem af et internationalt netværk af homoseksuelle foreninger i Europa og USA. Foreningen har haft stor indflydelse på det politiske og sociale arbejde for først homo- og biseksuelles, og siden også transpersoners, ligestilling og frigørelse i Danmark. Mange andre politiske, sociale og kulturelle foreninger for homo- og biseksuelle (eller i dag LGBT+-personer) har haft deres udspring i LGBT+ Danmark og er siden blevet selvstændige foreninger eller grupper, fx MIX Film Festival og Copenhagen Pride.

LGBT+ Danmark og den internationale bevægelse, den kom af og var en aktiv del af, ændrede Danmark fra et samfund, der rutinemæssigt ekskluderede og diskriminerede seksuelle minoriteter og kønsminoriteter, til at være et land, der markedsfører sig selv med dets inklusion af LGBT+-personer og har ifølge ILGA-Europes Country Ranking opnået en af de højeste grader af ligestilling og inklusion af disse minoriteter i verden.

Målgrupper og politiske visioner

Copenhagen Pride i 2018
LGBT Danmark (som foreningen hed dengang) til Copenhagen Pride i 2018.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Foreningens oprindelige målgruppe var homoseksuelle, dengang kaldet homofile, mænd og kvinder. Biseksuelle var inviteret med, men fik i de første årtier aldrig en synlig rolle i foreningen, der som konsekvens erklærede sig som en forening for bøsser og lesbiske i 1970’erne. I 2002 blev biseksuelle genindskrevet i foreningens grundlag, og i 2008 også transkønnede, hvilket førte til en ændring af foreningens navn og virke, som flere var kritiske over for. I 2023 fungerer foreningen som politisk alliance for lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede, nonbinære, queers, aseksuelle, interkønnede m.fl.

Meget tidligt blev det slået fast, at foreningens mål var ligestilling med de heteroseksuelle samt social inklusion på lige fod med alle andre i samfundet. Dette er blevet formuleret forskelligt i foreningens 75-årige virke, og i 1970’erne begyndte foreningen at kritisere de normer og strukturer i samfundet, der ekskluderede bøsser og lesbiske. I 2010’erne og 2020’erne kaldtes dette for normkritik, efter at det var blevet genopfundet af en ny generation af aktivister.

I takt med at juridisk ligestilling stort set blev opnået for homo- og biseksuelle, og transkønnede blev indskrevet i foreningens grundlag, ændrede foreningen strategi til i højere grad at arbejde for de enkelte minoriteters konkrete behov. For eksempel arbejdede den med juridiske modeller, der kunne håndtere forskellige konstellationer af regnbuefamilier.

LGBT+ Danmarks indflydelse og betydning

LBL til Copenhagen Pride i 2009
Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (som foreningen hed dengang) til Copenhagen Pride i 2009. På siden af lastbilen står der "Vi kæmper for dem du glemmer!".

LGBT+ Danmark og C.O.C. i Holland, som den oprindelige inspiration kom fra, er de to ældste, stadigt eksisterende LGBT+-foreninger i verden. Kombinationen af at samle homoseksuelle (og siden LGBT+-personer) i sociale fællesskaber og at arbejde for deres rettigheder, frigørelse og inklusion har vist sig at være langtidsholdbar. Foreningens strategi med at samarbejde med politikere hen over hele det politiske spektrum og acceptere, at rettigheder kom lidt efter lidt frem for at kræve en gennemgribende revolution af samfundet nu og her, har båret frugt.

Igennem hele 1900-tallet var der stort set ingen folketingspolitikere, der tog homoseksuelles rettigheder op uden at være ansporet af foreningen, og efter årtusindskiftet samarbejder foreningen med alle de politikere, der vil fremme deres målsætning. Foreningen har spillet en hovedrolle i homo- og biseksuelles og senere også transkønnedes kamp for rettigheder, tolerance og inklusion.

Foreningen har været moderorganisation for en række sociale, politiske og kulturelle tilbud til LGBT+-personer såsom MIX Film festival (tidligere Copenhagen Gay and Lesbian Film Festival), AIDS-Fondet, Radio Rosa (siden ophørt), Pan Idræt, Sabaah og Copenhagen Pride.

Foreningens internationale arbejde

Foreningen meldte sig tidligt i sit virke ind i International Committee for Sexual Equality (ICSE), en international forening for dengang såkaldte homofile organisationer i 1950’erne. Siden 1970’erne var foreningen medlem af International Gay Organization (IGA) der skiftede navn til International Gay and Lesbian Organization (ILGA) og stadig fungerer som den største internationale organisation for LGBT+-foreninger i verden.

Foreningen har opretholdt et tæt samarbejde med de øvrige LGBT+-foreninger i Norden, ikke mindst gennem Nordisk Råd for Homoseksuelle (NRH). Det var i 1980’erne og 1990’erne en slags skyggekabinet til Nordisk Råd og spillede en rolle i at sikre familierettigheder for bøsser og lesbiske i disse årtier.

Gennem ILGA og NRH har foreningen spillet en vigtig rolle i at sætte LGBT+-rettigheder på dagsordenen i Nordisk Råd, Europarådet, EF/EU og andre internationale fora. I 2006 fik foreningen selvstændig konsultativ status i FN's råd for økonomiske og sociale spørgsmål (ECOSOC) sammen med ILGA-Europe og en tysk homoseksuel forening. Når LGBT+-rettigheder blev sat på dagsordenen i fx EU (første gang med Amsterdamtraktaten i 1997), virkede dette tilbage som yderligere pres også på Danmark til at udvide beskyttelsen af LGBT+-personer.

Ud over arbejdet i internationale organisationer arbejder foreningen med projekter for LGBT+-personer i Asien, Afrika og Østeuropa, og dens virke rækker således langt ud over Danmarks grænser.

LGBT+ Danmarks historie

Forpersoner

1948-1952

Axel Johannes Lundahl Madsen

1952

Walther Larsen

1952-1953

Peter (Olsen) Balle

1953-1958

Holger Bramlev

1958-1959

Bruno Bach

1959-1960

Jens Ingvard Bøje

1960-1961

Piotr Jakobik

1961-1970

Erik Jensen

1970

Steen Jensen

1970-1977

Per Kleis Bønnelycke

1977-1986

Henning Jørgensen

1986-1989

Bruno Pedersen

1989-1994

Else Slange

1994

Susan Peters

1994

Søren Baatrup

1994-1998

Søren Laursen

1998-2002

Bent Hansen

2002-2005

Peter Andersen

2005-2007

Mikael Boe Larsen

2007

Patricia Duch

2007-2008

Maren Fich Granlien

2008

Kristoffer Petterson

2008-2011

Hans Christian Drejø Seidelin

2011-2014

Vivi Jelstrup

2014-2017

Søren Laursen

2017-2019

Peder Holk Svendsen

2019

Ask Ulrich Petersen

2019-2020

Susanne Branner Jespersen

2020

Jackie Vesterhaab Christensen

2020-2023

Ask Ulrich Petersen

2023-

Nanna Sjøgren Wills Hansen

Foreningens virke og formål lå i tråd med individualiseringen siden romantikken og privatiseringen af seksualmoralen i 1900-tallet. Det indbefattede også retten til, og accepten af, sex uden for ægteskabet generelt, som blandt andet blev hjulpet på vej af adgang til prævention (for eksempel frigivelsen af p-pillen i 1966) og selvvalgt abort i 1973. Dermed er LGBT+-personers ligestilling og inklusion i samfundet del af den samme historiske udvikling som den generelle individualisering og seksuelle frigørelse og fremvæksten af alternative familieformer. En lutheransk modvilje mod religiøse argumenter i politiske debatter har samtidig skærmet LGBT+-personer i Danmark for meget af den religiøse kritik, de ofte møder i andre lande.

Foreningens tidlige historie, 1948-1954

Kredsen af 1948 blev oprettet sankthansaften i 1948 i Aalborg af en gruppe homoseksuelle mænd, der kendte hinanden fra en uformel homoseksuel social klub i byen. Hovedkraften var Axel Johannes Madsen, der kaldte sig Axel Lundahl Madsen (senere Axel Axgil).

Lundahl Madsen fik kontakt til Helmer Fogedgaard i Rudkøbing, og de to blev de egentlige grundlæggere af foreningen. Fogedgaard blev redaktør for det blad, foreningen planlagde at udgive, nemlig Vennen, der udkom fra januar 1949. Lundahl Madsen blev formand, og sammen udpegede de en bestyrelse.

Da lokalpressen i Aalborg fik nys om Lundahl Madsens involvering i den nye forening, blev han fyret fra sit job, smidt ud af Retsforbundet, hvor han var ungdomsrepræsentant i byrådet, og smidt ud af sin lejlighed. Han flyttede til København, og dermed kom Forbundet af 1948, som det nu hed, også til København, og det egentlige sociale og politiske arbejde kunne begynde.

Fra efteråret 1949 afholdt foreningen sociale sammenkomster i København for både mænd og kvinder og arrangerede foredrag med kulturpersonligheder. Den havde nu omkring 200 medlemmer samt 400 ekstra abonnenter på Vennen, som ud over at være foreningsblad også havde kontaktannoncer for homo- og biseksuelle samt erotiske billeder af mænd og kvinder. Foreningen drev derudover en rådgivningsservice pr. brev.

Fra 1950 blev foreningen styret af en bestyrelse, som blev valgt ved den årlige generalforsamling. På grund af konflikter mellem bestyrelsen og formanden trak Lundahl Madsen sig som formand i 1952 og blev efterfulgt af to andre formænd, indtil Holger Bramlev trådte til i 1953. Bramlev var formand til 1958 og igangsatte det strategiske politiske arbejde med at udarbejde manifester og forslag til lovændringer til meningsdannere og politikere. Fogedgaard opfandt også betegnelsen homofil, i øvrigt samtidig med, men uafhængigt af, en anden aktivist i Holland på samme tidspunkt. Den nye betegnelse skulle understrege, af homofile forhold var lige så kærlighedsfyldte som andres forhold, og ikke alene handlede om det seksuelle.

Da International Committee for Sexual Equality (ICSE), en international forening for homofile foreninger, blev dannet i 1951 i Amsterdam, blev Forbundet af 1948 medlem. Forbundet af 1948 fik i 1950 afdelinger i Sverige og Norge og forsøgte at omdanne sig til en skandinavisk forening. Det mislykkedes dog, og de svenske og norske foreninger gjorde sig i 1952 selvstændige under navnene RFSL (Riksförbundet för Sexuellt Likaberättigande) og Det Norske Forbundet av 1948 (DNF-48).

Pornografiaffæren og den stille periode, 1955-1967

I 1955 blev Lundahl Madsen og hans partner, Eigil Eskildsen, arresteret for distribution af pornografi. Sagen kom hurtigt til også at dreje sig om omgang med mindreårige under 18 år samt anklager om, at kontaktannoncerne i Vennen var rufferi og utugtighed, for dengang var lavalderen for homoseksuelle forhold 18 år, selv om den var 15 år for heteroseksuelle forhold. Lundahl Madsen var ikke længere formand for foreningen, men pornografiaffæren trak lange spor ind over aktivistiske homofile kredse, og mange meldte sig i frygt for eksponering ud af foreningen, der næsten blev udslettet.

Foreningen holdt sig stort set på afstand af politisk arbejde det næste årti for ikke at tirre myndighederne, der fulgte nøje med i foreningens aktiviteter. Vennen var blevet uafhængigt af foreningen, og i stedet kom medlemsbladet Pan, som fortsatte frem til 2010, senere under navnet Panbladet.

I den stille periode drejede aktiviteterne sig primært om at være et mødested for homofile med sociale og kulturelle arrangementer. Under de store debatter om stramninger af loven mod homoseksuel prostitution, der udmundede i den såkaldt ’grimme lov’ fra 1961, sendte foreningen dog breve til folketingets politikere i protest mod lovstramningerne og arrangerede politiske debatter. Erik Jensen var formand fra 1961 til 1970, og i den periode skaffede foreningen sig faste lokaler. Det blev et af de få steder, hvor mænd måtte danse sammen. Ifølge politivedtægten måtte mænd ellers ikke danse sammen på offentlige steder, og indtil 1967 var det i øvrigt også forbudt for mænd at bære dametøj offentligt. Begge dele krævede særtilladelse fra politiet, og forbundet havde en af byens få dansetilladelser for mænd.

Ungdomsoprør og seksuel revolution, 1968-1980

I 1968 satte en yngre generation i foreningen en mere aktivistisk dagsorden. De ønskede en mere systematisk og mindre defensiv strategi for at ændre samfundets love og regler i retning af ligestilling med de heteroseksuelle. De ønskede også en mere åben stil over for omverdenen, og at bøsser og lesbiske, som de i stigende grad hellere ville kalde sig, ikke behøvede at skjule deres seksualitet.

Planen var primært at få afskaffet danseforbuddet, sikre ligestilling i straffeloven, afskaffe diskriminationen ved tildeling af boliger samt sikre en form for statsligt anerkendt samlivsordning for homoseksuelle par. I 1970 blev Per Kleis Bønnelycke formand, og han førte an i den offensive kampagne for ligestilling. I samarbejde med Bøssernes Befrielsesfront, der stod for de mere provokerende aktioner, fik de afskaffet danseforbuddet i 1973 og sikret ligestilling i straffeloven i 1976. Sammen med også Lesbisk Bevægelse afholdt de fra 1971 årlige prideparader for at sætte fokus på bøsser og lesbiske. I tråd med den nye, åbne stil skiftede foreningen i første omgang navn til Landsforeningen for Homofile og senere til Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL). Foreningen fortsatte med at arrangere sociale og kulturelle grupper og drev adskillige diskoteker og caféer. Der var over 7000 medlemmer, da medlemskab også gav adgang til foreningens diskotek og klubber.

Ind på de bonede gulve i en aids-tid, 1981-1995

Axel Axgil og Eigil Axgil den 1. oktober 1989
Axel Axgil og Eigil Axgil den 1. oktober 1989, da de som det første samkønnede par i verden indgik registreret partnerskab.
Axel Axgil og Eigil Axgil den 1. oktober 1989
Af /Ritzau Scanpix.

I 1980’erne voksede foreningens aktiviteter til et hidtil uset niveau. Henning Jørgensen havde overtaget formandsposten, og LBL fik repræsentanter i regeringens kommission til belysning af homoseksuelles situation i samfundet, der skulle overveje en form for ægteskab for homoseksuelle samt andre rettigheder. Dette arbejde udmundede i, at homoseksuelle par fik mere fordelagtige arverettigheder i 1986, at seksuel orientering blev indskrevet som diskriminationsårsag i ’racismeparagraffen’ (Straffelovens §266b) i 1987, og i 1989 i registreret partnerskab for homoseksuelle. Det var første gang i verden, at noget sådant var blevet indført, og for mange stod det som kronen på foreningens arbejde. Særligt da foreningens stifter, Axel Axgil (tidligere Lundahl Madsen), blev den første til at indgå partnerskab med sin forlovede gennem over 30 år, Eigil Axgil.

Foreningen fik en stor rolle i at håndtere den aids-krise i Danmark, der i starten af 1980’erne primært ramte bøsser og andre mænd, der har sex med mænd. Den indgik i et konstruktivt og tillidsfuldt samarbejde med myndighederne, der sikrede, at Danmark håndterede krisen på en af de mest liberale måder i verden og med respekt for de ramtes seksualitet og livsførelse

Foreningens aktiviteter forgrenede sig ud over politisk, socialt og kulturelt arbejde, herunder rådgivning og udgivelse af Panbladet, og den igangsatte filmfestival, idrætsklub, lokalradio, bibliotek, arkiv og aftenskole. Foreningen havde ni lokalafdelinger rundt omkring i landet og drev fem diskoteker, herunder det populære PAN Disco i foreningens lokaler i Knabrostræde i København, der blev et socialt samlingssted for bøsser og lesbiske.

I 1984 blev der rejst en debat i foreningen om, hvorvidt Pædofilgruppen skulle være officiel arbejdsgruppe. Det blev i første omgang vedtaget, men på et ekstraordinært landsmøde i 1985 blev Pædofilgruppen endegyldigt udelukket.

På grund af økonomiske vanskeligheder og rod i regnskaberne måtte foreningen drastisk omlægge sig i 1993. Bygningerne og diskotekerne blev solgt, hiv/aids-arbejdet (og de økonomiske midler, der fulgte med) blev udskilt og gjort selvstændigt, og foreningen måtte køre videre på et markant lavere blus end hidtil. Efter flere formandsskifter tog Søren Laursen over i 1994, og foreningen forandrede sig fra et socialt fællesskab til en lobbyorganisation, der havde det politiske arbejde som hovedfokus frem for det sociale.

Fra Europride ’96 til World OutGames 2009

Panbladet, maj-juni 2006
Panbladet, maj-juni 2006
Af /LGBT+ Danmark.

Efter indførelsen af registreret partnerskab i 1989 var foreningen fokuseret på at få afskaffet undtagelserne i loven, nemlig retten til assisteret reproduktion (fx kunstig befrugtning) og adoption. Efter mange kampe med politikere og debatter i offentligheden lykkedes det i løbet af 1990’erne og 2000’erne. Da Danmark indførte ret til stedbarnsadoption i 1999, var det også første gang, et land havde tilladt to forældre af samme køn juridisk forældreskab til et barn. Derudover indførte Danmark lov mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering på arbejdsmarkedet i 1996, og en lov om strafskærpelse ved såkaldte hadforbrydelser i 2003.

I 2002 vedtog foreningen officielt igen at være en forening også for biseksuelle, sådan som man oprindeligt havde været. I 2005 fik foreningen støtte af Københavns Kommune til at opstarte et projekt for minoritetsetniske bøsser og lesbiske, Salon Oriental, som siden blev en selvstændig forening under navnet Sabaah. I 2008 vedtog foreningen, at den også skulle være for transkønnede og arbejde for deres rettigheder.

Foreningen spillede en stor rolle i de udadvendte arrangementer Europride ’96, hvor København var europæisk kulturby, og World OutGames i 2009, der var en kombineret sports-, kultur- og politisk begivenhed for LGBT+-personer.

Foreningen fejrede en række politiske resultater og blev eksponeret for offentligheden i et nyt, positivt lys, men samtidig faldt medlemmerne og dermed de økonomiske midler bort, og foreningen var flere gange tæt på opløsning. Panbladet blev nedlagt, medlemskab gav ikke længere adgang til byens homodiskotek, og mange følte, at de ikke længere havde hverken gavn af eller pligt til medlemskab. Medlemstallet faldt til under 900 medlemmer.

Fra forening for bøsser og lesbiske til LGBT+-forening, 2010-2023

Generalforsamling i LGBT+ Danmark d. 13. maj 2023.
Generalforsamling i LGBT+ Danmark d. 13. maj 2023.
Af /LGBT+ Danmark.

I 2009 skiftede foreningen navn til LGBT Danmark og tilføjede i 2019 et +. Dermed markerede den, at den endegyldigt havde udvidet sin base og sine aktiviteter ud over bøsser og lesbiske. De kommende år var foreningen særdeles aktiv i at sikre rettigheder for transkønnede såsom retten til juridisk kønsskifte (indført i 2014) og afskaffelse af transkønnethed som en diagnose i sundhedsvæsenet (vedtaget i 2017). Foreningen fulgte tæt med i sundhedsmyndigheders behandling af transkønnede og kritiserede, hvad de så som en alt for restriktiv og konservativ tilgang. Beskyttelsen mod diskrimination af alle LGBT+-personer blev desuden styrket i 2021, da seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika blev indskrevet i loven mod forskelsbehandling af kvinder og mænd.

Fra 2010 begyndte foreningen at huse projekter, særligt i Afrika, for LGBT+-personer. Disse projekter bidrog til at finansiere foreningens drift i Danmark, og i 2019 kom foreningen på finansloven for første gang siden aids-krisen. Det gav mulighed for at ansætte professionelle medarbejdere til at støtte de græsrodsaktivister, der havde drevet arbejdet hidtil.

I denne periode opnåede foreningen flere rettigheder. I 2012 fik samkønnede par ret til kirkebryllup i Danmark, og i 2013 indførte Danmark en markant forandring af børnelovgivningen, hvor regnbuefamilier ved en simpel erklæring kan blive anerkendt som forældre for deres børn.

I 2019 blev den daværende ledelse og bestyrelse afsat af et ekstraordinært landsmøde under anklager for at være ineffektive arbejdsgivere og ekskluderende over for transkønnede og minoritetsetniske personer. En ny bestyrelse blev valgt, og den omlagde foreningen til en mere professionaliseret forening, hvor sekretariatet spillede en langt større rolle, og forpersonens rolle var nedtonet. Susanne Branner Jespersen, der havde været en af lederne i denne proces, blev ansat som sekretariatschef og blev foreningens daglige leder, chefstrateg og ansigt udadtil.

I 2023 havde foreningen over 1500 medlemmer og drev ungdomsgrupper i 11 byer i Danmark. Samme år åbnede foreningen et LGBT+-hus i København og arbejdede på igen at blive det sociale fællesskab, den havde måttet opgive at være i 1990’erne.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig