Nationale foreninger, fra 1800- og 1900-t. en samling og organisering af nationale bevægelser i foreninger; især i Tyskland, Tjekkiet, Irland, preussisk Polen og Slesvig var organiseringen fra 1830'erne omfattende, men først fra 1870'erne opstod egentlige masseorganisationer. Nogle nationale foreninger fungerede efterhånden som politiske partier, fx Irish National League (oprettet 1882). Andre havde hovedsagelig et kulturelt sigte med udvikling af og forsvar for den nationale identitet, fx den tyske enhedsbevægelses mange sangkor (Liedertäfel) og gymnastikforeninger (Turnvereine) eller den tjekkiske ungdomsbevægelse Sokol. Det primære sigte kunne også være at mobilisere den offentlige mening for at fremme en national sag; det gjaldt i Tyskland fx Deutscher Flottenverein, oprettet 1898 mhp. at fremme opbygningen af en stærk tysk krigsflåde, og i USA Daughters of the American Revolution. Undertiden tjente de nationale foreninger direkte indenrigspolitiske mål; de tyske krigerforeninger skulle fx dæmme op for den socialdemokratiske bevægelse. Men også økonomiske og sociale sammenslutninger kunne i sidste instans have nationale formål, sådan som det navnlig kendes fra preussisk Polen, og det gør afgrænsningen af begrebet nationale foreninger vanskelig.

I Danmark omfatter nationale foreninger med direkte politisk eller kulturelt sigte især de dansk- og tysksindede organisationer i Slesvig og de kongerigske støtteforeninger for danskheden i Slesvig; se Sønderjylland (nationale foreninger). Andre nationale foreninger i Danmark virker bredt til fremme af dansk nationalfølelse, fx Danmarks-Samfundet, der arbejder for øget og korrekt brug af Dannebrog. Udbredelsen af nationale holdninger er endvidere fremtrædende i foreninger med tilknytning til forsvaret, fx blandt våben- og forsvarsbrødre og i mange soldaterforeninger (se militære foreninger). Det samme gælder sammenslutninger for udlandsdanskere, fx Dansk Samvirke og Rebildselskabet. Endvidere blev skytte-, gymnastik- og idrætsforeningerne i 1800-t. oprettet med klart nationalt sigte (se DGI). I mange foreninger er national- og indenrigspolitiske formål gået hånd i hånd, fx Dansk Folkeforening, provisorietidens forsvarsforeninger og Den Danske Forening.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig