hedebosyning

hedebosyning, forskellige former for hvidsyning, dvs. hvidt broderi. Navnet stammer fra hedeboegnen, det flade område mellem København, Roskilde og Køge, hvor hvidsyningerne var af særlig høj karat med meget varieret komposition og teknik. Broderiet blev brugt på kraver, skulderstykker og ærmekanter i påklædningen og som mellemværk på pudevår og lagner. Hedebosyning kendes i Danmark fra 1760'erne og nåede sit højdepunkt i midten af 1800-t.; syningen har imidlertid sin oprindelse i middelalderen, hvor der i de nordtyske klostre fremstilledes en rigdom af broderier på hvidt lærred. Materialerne i Norden var hør og uld, mens man syd- og østpå anvendte silke.

Dragværk er den ældste form for hedebosyning og sys med hvid hørtråd på fint hvidt hørlærred. Man trækker stoftråde ud på begge leder, og i det fremkomne net sys mønstre med slyngesting samtidig med kastning over trådene. Kvadrathulsømme danner ramme omkring dragværksbroderi. Broderiet følger længde- og tværtrådene i stoffet.

Det næste udviklingstrin er hvidsøm, som sys frit efter en tegning på lærredsstof. Hvidsøm kaldes også maskesyning, fordi de anvendte kædestingsrækker omkring de påtegnede, stiliserede blomster og krukker ligner strikkede masker. I hvidsøm trækkes tråde ud inden for aftegnede felter, og netværket udfyldes af forskelligt udformede grunde; små blade sys med fladsyning.

Den tredje og vigtige form for hedebosyning er udklipshedebo eller kniplingssyning. Her klippes huller inden for konturer påtegnet fint, tæt hørlærred; hullerne kan have mange forskellige former, og kanten oversys med tætte knaphulssting, som også anvendes til udfyldning af hullerne med buer, takker og ringe. Den såkaldte hedebospids findes både inde i broderiet og som dekorativ kant.