strikning

Strikning kan udføres fladt i rækker eller rundt i spiral. Formgivning (fashionering) med ud- og indtagninger kan foretages løbende. Strikket beklædning kan derfor fremstilles uden garnspild i modsætning til tilskæring af vævede stoffer, der giver et vist stofspild.

Der findes to grundmasker: ret og vrang, som egentlig er for- og bagsiden af den samme maskestruktur.

På trods af teknikkens enkelhed kan man ved hjælp af forskellige typer indtagninger, hvor masketallet mindskes, og udtagninger, hvor det øges, og kombinationen af ret og vrangmasker danne utallige strukturer og mønstre. Nogle af de mest kendte er glatstrik, rib og perlestrik.

Hulmønstre eller kniplingestrik er populære og bruges især til sjaler og finere detaljer, mens strukturmønstre som snoningsmønstre fra især Aran Islands har deres helt egen historie og stil.

Der findes forskellige flerfarveteknikker, hvor man strikker mindst to forskellige farver sammen i mønstre. I hele Norden, Baltikum og Nordatlanten er især én type farvemønstre, nemlig jacquardstrik, meget udbredt. Der findes forskellige mønstertraditioner fra fx Gotland, Selbu i Norge og Færøerne, og de strikkes i uldgarn. Særligt kendt er nok Fair Isle-mønstre fra Shetlandsøerne.

Strik i uld har den fordel, at teknik og materiale begge har en vis elasticitet og således understøtter hinanden. Men i dag strikkes der også meget i bomuld, syntetiske materialer og i mindre grad i hør og andre naturmaterialer. Uldfibrene kommer primært fra får, særlig merinofårets bløde uld er populær, og lamaer, som også giver en meget blød uld. Strikkegarn findes i dag i et enormt udvalg af farver, kvaliteter og prisklasser og er lettilgængeligt for de fleste, da netbutikker i stigende grad vinder frem.

Man skelner mellem håndstrikning og maskinstrikning, som til dels afspejler, om de strikkede produkter har rekreativt eller erhvervsmæssigt formål.

I årene forud for 2. Verdenskrig var strikning på retur som håndarbejde. Under krigen fik teknikken en opblomstring som følge af mangelsituationen. Fra 1960'erne fik strikning en renæssance. Et normbrud førte bl.a. til, at mange brød med samfundets konventioner og flyttede på landet, havde fårehold, lærte at karte uld, spinde og farve og begyndte at strikke. Fra bl.a. kollektivbutikker blev der solgt færdige strikmodeller og plantefarvede garner. I 1970’erne blev hønsestrik moderne, og også mænd strikkede.

I 1980’erne samarbejdede maleren Kaffe Fassett med garnfirmaet Rowan i Yorkshire i England. Fassett udnyttede deres mange farvenuancer, og han fik stor international succes med sine exceptionelle strikkeopskrifter. De store modecentre i London og Paris viste nyskabende strik, og garnsalget steg. Man begyndte at interessere sig for strikningens historie, og hvor man tidligere havde gemt strikkede mesterværker af særlig historisk interesse på de store museer, blev nu også egnsmuseerne genstand for intensive studier.

I løbet af 1990’erne dalede interessen for strikning betydeligt. Men med internettets udbredelse i begyndelsen af det nye årtusind fik strikning igen nyt liv, i 2020 står teknikken stærkt som hobby og rekreativ aktivitet. Med ét har strikkere over hele verden fået mulighed for at dele teknikker, viden og modeller på sociale medier som Facebook, Instagram og det særlige medie Ravelry, som er for folk, der strikker og hækler. På YouTube ligger utallige videoer af varierende kvalitet, publiceret af en bred vifte fra begejstrede amatører til professionelle publicister og fagfolk. Her finder man hjælp til at lære sig selv alt fra de første masker til de mest avancerede teknikker.

Der udgives og sælges bøger, magasiner og opskrifter i dag i en hidtil uset mængde, og særligt populære designere og influencere inden for strik kan have mere end 300.000 følgere på sociale medier som Instagram.

Strikkere mødes traditionelt til kurser på fx aften- og højskoler, men der afholdes også utallige arrangementer såsom strikcafeer, strikkefestivaller, messer, markeder og særlige arrangementer såsom ”strik og drik”.

Strikning kan også have karakter af velgørenhed. Fx strikker man tæpper af garnrester til hjemløse, og på neonatalafdelinger modtager den nyfødte håndstrikket tøj, især i form af huer, som er strikket og doneret af engagerede strikkere.

Hvor efterkrigstidens husmødre strikkede baby- og børnetøj af nødvendighed og i manglen på et større udvalg af konfektionsfremstillet børnetøj, så er nutidens hjemmestrik til de mindste ofte belagt med status og prestige; hjemmestrikket babytøj kan signalere overskud og kvalitet. Begreber som slowfashion og bæredygtighed spiller også ind. Desuden er der kommet fokus på strikningens stressforbyggende virkninger og sundhedsfremmende effekter.

Der er foretaget meget lidt forskning i strikningens historie. Tekstile fragmenter, fundet i Mellemøsten og dateret til 256 f.v.t., har været tolket som strikkede, men har vist sig at være fremstillet ved nålebinding, som er en ældre og mere tidskrævende teknik. De fleste forskere antager, at strikketeknikken er opstået i landene omkring Middelhavet eller i Mellemøsten på et langt senere tidspunkt.

Muligvis er det tidligste kendte eksempel på strikning nogle strømper i flere farver og mønstre, fundet i Egypten. De menes at være en indisk eksportvare fra begyndelsen af 1100-tallet. På Davids Samling i København ligger et lignende fragment med nogenlunde samme alder.

Det vides heller ikke med sikkerhed, hvornår strikningen nåede Europa. Men i middelalderen har den været kendt og praktiseret i professionelle håndværkslav af mandlige håndværkere, som bl.a. producerede kostbare arbejder i silke.

I Danmark er de ældste bevarede arbejder i silkestrikning de såkaldte nattrøjer, som to af Christian 4.'s småbørn blev begravet i, den ene i 1627 og den anden i 1628.

Strikkede silkestrømper blev almindelige i Europa fra slutningen af middelalderen til gejstliges og kongeliges pragtbeklædning og i en mere ydmyg udførelse i uld eller hør til hverdagsbrug.

Med tiden spredtes strikketeknikken til den bredere befolkning. Oplæringen i strikning har primært fundet sted i hjemmene, og der har igennem 1700- og 1800-tallet været en vis produktion med videresalg for øje, især i afsides beliggende egne. I de jyske hedeegne opkøbte omvandrende hosekræmmere de hjemmeproducerede uldvarer til videresalg, og fra Island og Færøerne, hvor handelen foregik via skibsfart, blev der langt op i 1900-tallet eksporteret håndstrikkede strømper og sweatere.

I slutningen af 1800-tallet indførtes strikkeundervisning for pigerne i den offentlige skole, som en del af det dengang nye fag håndarbejde. Det skulle uddanne pigerne til tjenestepiger og husmødre, så de kunne producere, reparere og vedligeholde hjemmets nødvendige brugstekstiler. På samme tid opstod der rundt om i Europa forskellige kunstindustrielle bevægelser til fremme af det gode håndværk. Bevægelserne havde deres rod i en international reaktion mod industriens "dårlige smag". Man ville organisere og uddanne befolkningen til meningsfuldt og indtægtsgivende erhverv eller bierhverv. Strikkeundervisning skulle således både understøtte selvforsyning og selverhverv især for de dårligst stillede.

• hækling
• garn