• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

tæpper

Oprindelig forfatter MBM Seneste forfatter Redaktionen

Tæpper. Fremstillingsprincipper for maskinfabrikerede tæpper. Det vævede tæppe er vist med opskåren luv (velour), det tuftede med uopskårne garnløkker (bouclé). Flokvelour-tæppet fremstilles, ved at fibre fæstnes i en klæbende masse; løse overskudsfibre suges bort. I nålefilttæppet indgår et bærevæv med tråde på langs og på tværs.

Tæpper. Fremstillingsprincipper for maskinfabrikerede tæpper. Det vævede tæppe er vist med opskåren luv (velour), det tuftede med uopskårne garnløkker (bouclé). Flokvelour-tæppet fremstilles, ved at fibre fæstnes i en klæbende masse; løse overskudsfibre suges bort. I nålefilttæppet indgår et bærevæv med tråde på langs og på tværs.

tæpper, (af samme opr. som tapet), tekstiler, der bl.a. anvendes til gulvbelægning (se boligens tekstiler), sengetøj (se seng) eller som vægbeklædning eller -udsmykning (se billedvævning og gobelin).

De orientalske tæpper er fremstillet vha. forskellige teknikker, således de fladvævede kelim- og sumaktæpper og de knyttede tæpper med luv. I Europa tog de maskinvævede gulvtæpper fra begyndelsen af 1800-t. forbillede i de orientalske tæpper. De fladvævede tæpper kunne kopieres på ombyggede klædevæve i jacquard-teknik, mens luvtæpperne krævede en opstilling af garnnøgler med det uldne luvgarn i rammer. I wiltontæpper er der 1-5 rammer, der tillader lige så mange farver i kæderetningen, mens resten af det dyre luvgarn indgår i tæppets bagside. For at gøre tæpperne billigere udviklede man axminstertæpper, hvor luvgarnet i bagsiden er erstattet af billige fyldgarner, mens luven i afskårne stykker nedlægges i grundvævet vha. særlige mekanismer. Luven kan være opskåret (velour, shag, rya) eller stå som uopskårne løkker (bouclé, berber) eller kombineret (cut & loop).

Fladvævede tæpper fremstilles ligesom luvtæpperne af bl.a. uld, bomuld eller syntetiske fibre, men også af kokos, sisal eller kludestrimler, evt. som dobbeltsidede vendetæpper.

Tuftede tæpper (se tufting) fremstilles ved at sy et luvgarn ned i et grundvæv af non-woven eller vævet materiale. Nålefilttæpper består kun af en fibermasse, der filtes sammen mekanisk af nåle med modhager. De kan derefter, ligesom de tuftede, påføres en bagside af fx skum.