IWS, International Wool Secretariat, interesseorganisation, grdl. 1937 med det formål at fremme forbrug af uld. 1964 lanceredes varemærket WOOLMARK for varer af ren ny uld og 1971 WOOLBLENDMARK for varer med mindst 60% ren ny uld. Organisationen har medlemmer fra Australien, New Zealand, Sydafrika og Uruguay. IWS yder forsknings- og udviklingsservice samt markedsføringsservice i alle uldforbrugende lande med udviklingscenter i Ilkley i Storbritannien.