Tern, vævemønstre, der beror på farveeffekt i både skud og kæde og især anvendes i uld og bomuld. Jernalderskørtet fra Huldremose har ret sammensatte tern i to farver. En samtidig prøve fra Borkær ved Ribe, ligeledes af uld, har tern, der skyldes skifte i garnets spinderetning. Linned kan have interessante rudemønstre i drejl. Tern har fået en stærkt stigende udbredelse, efter at maskinvæve er blevet almindelige. Mht. klantern se tartan.