bukkefeber

Bukkefeber er en særlig form for nervøsitet, der opstår under jagt, herunder bukkejagt. Når jægeren sniger sig ind på byttet, kan spændingen blive så intens, at han eller hun kommer til at ryste over hele kroppen og derfor ikke kan fastholde sigtet. Opstår bukkefeber, bør jægeren afholde sig fra at skyde.

Bukkefeber opstår, fordi signalstofferne adrenalin/noradrenalin og dopamin aktives. Noradrenalin og adrenalin frigøres under pres og stress og medfører en kamp-flugt-reaktion med bl.a. øget vejrtrækning, hjertebanken og rysten.

Dopamin er involveret i bl.a. stemningsleje, belønning, indlæring og informationsbearbejdning. Bukkefeberen kan forstærkes, hvis dopaminsystemet overaktiveres i forventningen om at skyde den perfekte buk med det perfekte skud, hvilket kan gøre jægeren ude af stand til at frasortere ligegyldig information og således forringe koncentrationen og præstationen.

Betegnelsen bukkefeber anvendes bl.a. fordi råbukken i mange år har været det mest jagede stykke vildt med riffel og bue på pyrsch eller anstand, hvor "feberen" oftest optræder. Fænomenet har naturligvis intet med råbukken som sådan at gøre, og optræder også under samme forhold ved jagt på andre større vildtarter.

Bukkefeber rammer jægere i alle aldre og både nye og erfarne, ligesom det kan opstå sporadisk; altså forskellige reaktioner i tilsyneladende ens situationer. Nogle jægere bliver så påvirket af det, at de fysisk ikke kan afgive et forsvarligt skud og er nødsaget til at bruge et helt fast anlæg til riflen, hvis de skal skyde. Andre kan udbedre situationen ved at tage riflen ned og genvinde kontrollen for derefter at afgive skud.

Bukkefeber kan delvist afhjælpes med skydetræning og jagtlig erfaring, så skytten er bekendt med egne begrænsninger, men selv meget erfarne jægere kan pludselig også få bukkefeber, så det er et element mange jægere stifter bekendtskab med gennem deres jægerliv.