Kosmetolog, (af kosmet(ik) og -log), uddannet hudpleje- og kropsterapeut, der beskæftiger sig med pleje og forskønnelse af ansigt og krop. Uddannelsen foregår på private skoler, har en varighed på 1-2 år og består af såvel teoretisk som praktisk undervisning. En kosmetolog tilbyder både behandling af et specifikt problem (fx aknehud, uønsket hårvækst) og behandlinger, hvor velvære og afslapning er det primære (fx kosmetisk kropsmassage); kosmetologen arbejder primært med ansigtsbehandlinger, men også med hånd- og neglepleje, makeup, korrektion og farvning af bryn og vipper, cellulitbehandlinger, negleteknologi, camouflageteknologi m.m.