Øjenskygge, kosmetisk produkt til farvning af øjenlågene. Øjenskygge fås som creme, blyant og fast pudder og findes i mange forskellige farver, der enten er matte eller med perlemorsskær. Farvestofferne i øjenskygge er uorganiske farvepigmenter, ofte de naturligt forekommende jernoxidpigmenter, som er uopløselige, og som ikke kan trænge ind i huden. Allerede i oldtidens Egypten brugte man øjenskygge i form af det grønne mineral malakit. I begyndelsen af 1930'erne blev øjenskygge et kommercielt produkt, men først i 1960'erne blev det almindelig accepteret at anvende øjenskygge til hverdag. Se makeup.