Manchester Uniteds logo.

.

Manchester United er en engelsk fodboldklub, der blev stiftet i 1878 under navnet Newton Heath L&YR FC. Klubben fik sit nuværende navn i 1902.

Faktaboks

Også kendt som

Manchester Utd., Manchester United Football Club, The Red Devils.

Manchester Uniteds resultater

Manchester United er blandt de historisk mest vindende engelske hold, med bl.a. ikke færre end 20 nationale mesterskaber (senest i 2013), 12 FA Cup-trofæer (senest i 2016) og tre Europa Cup-titler for mesterhold/Champions League-titler (senest i 2008).

  • Engelsk mester: (20): 1907/1908, 1910/1911, 1951/1952, 1955/1956, 1956/1957, 1964/1965, 1966/1967, 1992/1993, 1993/1994, 1995/1996, 1996/1997, 1998/1999, 1999/2000, 2000/2001, 2002/2003, 2006/2007, 2007/2008, 2008/2009, 2010/2011 og 2012/2013.
  • FA-cuppen (12): 1909, 1948, 1963, 1977, 1983, 1985, 1990, 1994, 1996, 1999, 2004 og 2016
  • Champions League (3): 1968, 1999 og 2008

Manchester United var i 1999 det første engelske hold, der vandt The Treble, dvs. det engelske mesterskab, FA-Cuppen og Champions League. I 2023 gjorde Manchester City kunststykket efter.

Flyulykken i 1958

Den 6. februar 1958 omkom syv spillere på Manchester Uniteds hold i en flyulykke. Efter en Europa Cup-kamp i Jugoslavien mellemlandede klubbens chartrede fly i München. Lufthavnen var dækket af sne, og ved start ramte flyet en bygning for enden af startbanen, hvorved i alt 21 omkom.

Danske spillere i Manchester United

Manchester United har haft flere danskere i truppen: Jesper Olsen i årene 1984-1988, John Sivebæk (f. 1961) fra 1986 til 1987, Peter Schmeichel i perioden 1991-1999, Mads Timm (f. 1984) fra 2000 til 2004, Anders Lindegaard fra 2010 til 2015, Christian Eriksen siden juli 2022 og Rasmus Højlund siden juli 2023.

Peter Schmeichel vandt i sin tid i Manchester United i alt fem engelske mesterskaber, tre FA Cup-titler og en Champions League-titel

Old Trafford

Manchester United har hjemmebane på Old Trafford med plads til ca. 76.000 tilskuere. Klubben er blandt de mest populære fodboldklubber i verden med en registreret fanbase på over 330 mio. mennesker.

Tæt på fodboldbanen Old Trafford ligger desuden et af Englands største cricketstadioner, som ligeledes kaldes Old Trafford. Banen er hjemmebane for Lancashire County Cricket Club og benyttes tillige til afvikling af cricketlandskampe mellem England og andre af de store cricketnationer.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig