AS Roma, Associazione Sportivo Roma, Roma, italiensk fodboldklub, grundlagt 1927 i Rom. Klubben opstod ved en sammenlægning af de tre lokale klubber Roman FC, SS Alba-Audace og Fortitudo-Pro Roma SGS med det formål at bryde de norditalienske klubbers dominans.

AS Roma har vundet den bedste italienske lige Serie A i 1942, 1983 og 2001. Desuden har den vundet den italienske pokalturnering Coppa Italia ni gange, senest i 2008. Klubben har endnu aldrig vundet en europæisk turnering, men er blevet nr. 2 i Europa Cuppen for mesterhold (den senere Champions League) i 1984 og i UEFA Cuppen i 1991.

Blandt AS Romas store profiler gennem tiderne kan nævnes brasilianeren Aldair (f. 1965), der spillede i klubben 1990-2003, og italieneren Franceso Totti (f. 1976), der har tilbragt hele sin karriere i klubben. Fra 1992-2016 spillede han mere end 600 kampe for AS Roma.

AS Roma har hjemmebane på Roms olympiske stadion, Stadio Olimpico, der har plads til 72.698 tilskuere. Hjemmebanen bliver delt med Roms anden klub i Serie A, SS Lazio, hvilket helt tilbage fra de to klubbers første møde i 1929 har afstedkommet adskillige drabelige lokalopgør med voldsomme sammenstød mellem klubbernes fangrupper til følge.

AS Roma har haft danskerne Helge Christian Bronée (1922-99) 1952-54, Klaus Berggreen (f. 1958) 1986-87 og Simon Kjær (2011-12) i truppen.

AS Romas officielle hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig