Bundesligaen er den bedste fodboldrække i Tyskland. Den blev stiftet i 1962 i Dortmund af det tyske fodboldforbund, Deutscher Fußball-Bund (DFB), og første sæson blev spillet 1963/1964. Indtil da var fodbold blevet spillet på amatørniveau, og de tyske mestre blev fundet ved, at regionale ligaer spillede mod hinanden. Den hidtil mest vindende klub er FC Bayern München med 33 titler, senest i 2023.

Turneringsstruktur

Bundesligaen består af 18 hold, der kæmper om det tyske mesterskab i fodbold. Efter hver sæson rykker de to dårligste hold direkte ned i 2. Bundesliga, mens de to bedste fra 2. Bundesligaen (den næstbedste række) rykker direkte op. Nummer 16 i Bundesligaen spiller to playoffkampe mod nummer 3 fra 2. Bundesliga om en plads i Bundesligaen den efterfølgende sæson.

Andre sportsgrene

Bundesligaen er også betegnelsen for de bedste rækker inden for fx basketball, håndbold, ishockey og volleyball i Tyskland og til dels Østrig.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig