Faktaboks

Mario Gómez

Mario Gómez Garcia

Født
10. juli 1985

Mario Gómez er en forhenværende tysk fodboldspiller, der i sin aktive karriere spillede for bl.a. VfB Stuttgart og FC Bayern München i Bundesligaen. I perioden 2007-2018 spillede han endvidere 78 landskampe og scorede 31 mål for Tyskland.

Mario Gómez' klubkarriere

Mario Gómez

Mario Gómez i en kamp for Stuttgart den 3. februar 2008.

Mario Gómez
Af /AP/Ritzau Scanpix.

Mario Gómez blev født i Riedlingen i Baden-Württemberg som søn af en spansk far og en tysk mor og begyndte at spille fodbold i SV Unlingen. Han skiftede siden til FV Bad Salgau og SSV Ulm 1846, inden han i 2001 kom til VfB Stuttgart.

Her debuterede den høje og hovedstødsstærke angriber med de gode placeringsevner for klubbens førstehold i Bundesligaen i 2004, men det tog et par sæsoner, inden han fik etableret sig som fast mand på holdet. I 2007 brød han for alvor igennem, og samme år blev VfB Stuttgart tyske mestre, og Mario Gómez blev kåret til Årets Spiller i tysk fodbold.

I 2009 blev han solgt til den anden sydtyske storklub FC Bayern München, hvor han efterhånden blev en af klubbens stjerner og bl.a. var med til at vinde det tyske mesterskab og pokalturneringen i både 2010 og 2013 samt Champions League-turneringen i 2013. Mario Gómez blev desuden topscorer i Bundesligaen i 2011 med 28 mål.

I 2013 blev han solgt til den italienske klub Fiorentina. Gómez var under opholdet i Italien plaget af flere skader, men nåede alligevel at score 7 mål i 29 kampe, inden han i 2015 blev udlånt til Beşiktaş JK i Tyrkiet. Med Besiktas vandt han det tyrkiske mesterskab i 2016 og blev desuden ligatopscorer med i alt 26 mål – seks mere end Samuel Eto'o fra Antalyaspor.

I august 2016 vendte Mario Gómez tilbage til tysk fodbold og Vfl Wolfsburg, inden han afsluttede karrieren i VfB Stuttgart (2018-2020).

Mario Gómez' landsholdskarriere

Mario Gómez debuterede på det tyske A-landshold i 2007 og spillede frem til 2018 i alt 78 landskampe og scorede 31 mål. Mario Gómez var bl.a. en del af det hold, der blev nr. 2 ved EM i 2008 og nr. 3 ved VM i 2010. Ved EM i 2012 blev han delt topscorer med i alt 3 mål. Pga. skader gik han glip af VM i 2014, hvor Tyskland vandt guld, men var med igen ved EM i 2016. Han deltog også i VM i 2018, hvorefter han stoppede på landsholdet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig