Faktaboks

Eric Cantona

Eric Daniel Pierre Cantona

Født
24. maj 1966, Marseille, Frankrig

Eric Cantona. Foto fra 2009.

.

Eric Cantona er en fransk fodboldspiller. Han begyndte at spille fodbold i SO Caillolais i Marseilles, men skiftede siden til AJ Auxerre, hvor han debuterede på førsteholdet i 1983.

Efter et mellemspil i den lavere placerede klub FC Martigues vendte Eric Cantona i 1986 tilbage til Auxerre med bl.a. en landsholdsdebut til følge i 1987. I 1988 var han desuden med til at vinde EM for U21-landshold for Frankrig, og samme år skiftede han til Olympique de Marseille.

Her blev han indtil 1991, dog afbrudt af to udlånsperioder i hhv. FC Girondins de Bordeaux og Montpellier HSC. Da den uortodokse og yderst temperamentsfulde midtbanespiller vendte tilbage fra Montpellier til Marseilles i 1990, blev han en af de centrale omdrejningspunkter på Olympique de Marseilles' hold, der vandt det franske mesterskab i 1991.

På trods af dette blev Eric Cantona forflyttet til Nîmes Olympique, hvor en disciplinærsag betød, at han opgav sin karriere. Efterfølgende blev han dog overtalt til at prøve en sæson i den engelske klub Leeds United AFC. Opholdet var en succes, og i 1992 blev Eric Cantona solgt til storklubben Manchester United.

Hos Manchester United blev han en central spiller på det hold, der vandt det engelske mesterskab 1993, 1994, 1996 og 1997 samt FA Cuppen 1994 og 1996, og han opnåede stor popularitet hos klubbens fans for sit chanceskabende spil og sine farverige udtalelser.

I 1997 valgte Eric Cantona at stoppe sin karriere, og han har siden bl.a. været skuespiller i en række film, fx Ken Loachs Looking for Eric (2009), og træner for det franske landshold i strandfodbold. I begyndelsen af 2011 tiltrådte han en stilling som sportsdirektør i den amerikanske klub New York Cosmos.

Eric Cantona spillede i alt 45 landskampe (20 mål) for Frankrig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig